Mexicansk narkobaron og El Chapos søn er i USA's varetægt

26. JUL 2024 • 02:25UDLAND

Medstifter af Sinaloa-kartellet, Ismael "El Mayo" Zambada, er anklaget for at lede kartellet fra skjulested.

Ismael "El Mayo" Zambada, som er medstifter af det mexicanske kartel Sinaloa, samt tidligere narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzmans søn Joaquin Guzman Lopez er nu i USA's varetægt.

Det bekræfter USA's justitsminister, Merrick Garland, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ismael "El Mayo" Zambada blev i februar anklaget af USA for sammensværgelse om at fremstille og distribuere fentanyl og for fortsat at lede Sinaloa-kartellet fra et skjulested.

Zambada grundlagde Sinaloa-kartellet sammen med den nu fængslede narkobaron Joaquin "El Chapo" Guzman.

"El Chapo" afsoner en livstidsdom i et højsikret fængsel i den amerikanske delstat Colorado.

Han blev anholdt i 2016 og udleveret til USA året efter. To år senere blev han dømt til fængsel på livstid.

Han blev blandt andet dømt for at stå i spidsen for et globalt narkoimperium og for hvidvask af penge.

Den seneste udlevering af et profileret medlem af Sinaloa-kartellet fandt sted i maj.

Her blev Nestor Isidro Peres Salas, som også kendes under tilnavnet "El Nini", udleveret fra Mexico til USA.

Salas var sikkerhedschef for "El Chapo's" sønner.

Salas anses af amerikanske myndigheder for at være blandt de mest nådesløse personer i kartellet. Han blev anholdt i Mexico i november sidste år i den nordvestlige by Culiacan.

USA har anklaget Salas for at være en ledende figur i "Ninis", som er en voldelig gruppe af sikkerhedsfolk, der arbejder for "El Chapo's" sønner Ivan Archivaldo Guzman, Jesus Alfredo Guzman Salazar og Ovidio Guzman Lopez.

De er alle tre anklaget af USA for at stå bag ulovlig produktion af fentanyl.

Ovidio Guzman blev i september 2023 udleveret til USA.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT