Ursula von der Leyen er i Kyiv for at drøfte øget hjælp

20. SEP 2024 • 09:21UDLAND

- Mit ottende besøg i Kyiv finder sted samtidig med begyndelsen på opvarmningssæsonen, sagde hun ved ankomst.

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, ankom fredag til Kyiv med løfter om optrappet EU-støtte til Ukraine - blandt andet hjælp til at klare endnu en hård krigsvinter.

- Mit ottende besøg i Kyiv finder sted samtidig med begyndelsen på opvarmningssæsonen og Ruslands fortsatte bombardementer af energistrukturen her, skriver von der Leyen i et opslag på X sammen med et foto af sin ankomst på togstationen i den ukrainske hovedstad.

Rusland har ødelagt halvdelen af Ukraines energiinfrastruktur.

- Dermed har millioner af ukrainere nu kun begrænset adgang til strøm, sagde von der Leyen torsdag - forud for sin afrejse fra Bruxelles.

EU vil derfor afsætte yderligere knap 1,2 milliarder kroner til at hjælpe Ukraine. Af de 1,2 milliarder kroner kommer knap 450 millioner kroner fra en pulje afsat til humanitær bistand. Resten kommer fra indefrosne russiske midler.

- Ukraine har mistet ni gigawatt af sin strømforsyning. Det svarer til strømforsyningen for alle de tre baltiske lande tilsammen. Det siger noget om Ruslands brutalitet, siger Ursula von der Leyen.

Det er samlet set målet, at EU vil genopføre og eksportere i alt 4,5 gigawatt strøm til Ukraine denne vinter. Det svarer til halvdelen af det, Rusland har ødelagt under invasionen.

Et helt kraftværk i Litauen vil blive skilt ad og genopført i Ukraine for at skaffe mere strøm.

Tyskland har også meddelt i denne uge, at det vil sende 397 millioner euro - knap tre milliarder kroner - i militær støtte til Ukraine.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT