FN kræver israelsk tilbagetrækning - Danmark undlader at stemme

18. SEP 2024 • 19:55UDLAND

Israel skal trække sig tilbage fra besatte palæstinensiske områder, vedtager et flertal af FN-lande.

FN's Generalforsamling har onsdag vedtaget en resolution med et krav om, at Israel trækker sig fra palæstinensiske områder inden for et år.

Resolutionen kommer, efter at Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag i juli udtalte, at Israels besættelser af palæstinensiske områder er ulovlige.

ICJ er den højeste domstol i FN.

I onsdagens resolution, der ikke er bindende, lyder det, at Israel skal trække sine styrker i palæstinensiske områder tilbage. FN vil også have landet til at stoppe med at lave nye bosættelser.

Desuden opfordres der til, at lande undlader at levere våben til Israel, hvis der er grund til at tro, at de vil blive brugt i palæstinensiske områder.

Ud af Generalforsamlingens 193 medlemslande stemte 124 for resolutionen onsdag.

Omvendt var der 14 lande, der stemte imod. De tæller blandt andet Israel selv og USA.

43 medlemslande - heriblandt Danmark - undlod at stemme. Det fremgår af en optælling, som FN har delt på det sociale medie X.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Udenrigsministeriet om beslutningen om at afstå fra at stemme.

Fra israelsk side har resolutionen med det samme mødt kritik fra FN-ambassadør Danny Danon.

- Det er en skammelig beslutning, der støtter Det Palæstinensiske Selvstyres diplomatiske terrorisme.

- I stedet for at markere årsdagen for massakren den 7. oktober ved at fordømme Hamas og opfordre til løsladelsen af de resterende 101 gidsler fortsætter Generalforsamlingen med at danse til musikken fra Det Palæstinensiske Selvstyre, som støtter morderne fra Hamas, siger ambassadøren.

Fra palæstinensisk side er det håbet, at en resolution vil få Israel til at ændre adfærd.

Det sagde den palæstinensiske repræsentant i Generalforsamlingen, Ryad Mansour, mandag.

Han reagerede onsdag på resultatet af afstemningen med en klapsalve.

Selvstyret, som Ryad Mansour repræsenterer, holder til på Vestbredden. Her har Israel gennem en lang årrække lavet bosættelser, som ifølge FN er ulovlige.

Selvstyret har imidlertid ikke kontrol over det palæstinensiske område Gaza. Det har Hamas-bevægelsen, som angreb Israel den 7. oktober sidste år.

Omkring 1200 personer blev dræbt i angrebet, og 251 blev taget som gidsler.

Siden har Israel udført talrige angreb i Gaza. Mere end 40.000 palæstinensere er blevet dræbt.

Hamas' kontrol i Gaza er blandt årsagerne til, at USA har stemt mod onsdagens resolution. Det siger den amerikanske ambassadør, Linda Thomas-Greenfield.

Ifølge hende vil resolutionen ikke fremme fred i regionen.

- Den tager heller ikke højde for, at Hamas - en terrororganisation - i øjeblikket udøver magt, kontrol og indflydelse i Gaza, siger hun.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT