Blinken skal vidne om USA's tilbagetrækning fra Afghanistan

19. SEP 2024 • 02:12UDLAND

Et udvalg ledet af Republikanerne indkalder Blinken i sag om håndtering af tilbagetrækningen fra Afghanistan.

Udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, der er ledet af republikanske Michael McCaul, indkalder den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, til at vidne om USA's tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021.

Udenrigsministeren skal vidne 24. september. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Udvalget har tidligere forsøgt at indkaldte Blinken til at vidne den 19. september.

Udenrigsministeriet sagde tidligere på måneden, at Blinken ikke kunne deltage på de datoer, som udvalget foreslog, men at der var foreslået "rimelige alternativer".

I starten af september fik den amerikanske præsident, Joe Biden, i en rapport fra udenrigsudvalget hård kritik for den måde, hvorpå hans administration håndterede USA's tilbagetrækning fra Afghanistan.

- USA's troværdighed på den globale scene tog alvorlig skade, da vi forlod afghanske allierede og lod dem blive ofre for Talibans drab, lyder det i rapporten.

- Vi forlod de folk, som vi havde lovet at beskytte.

Tilbagetrækningen af de amerikanske tropper, embedsmænd og borgere fra allierede lande samt en række afghanere skabte kaos i lufthavnen i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Her forsøgte tusindvis af mænd, kvinder og børn at komme på det begrænsede antal fly, der blev indsat for at evakuere dem.

En selvmordsbomber fra Islamisk Stat dræbte 13 amerikanske soldater og sårede over 150 afghanere uden for en af lufthavnens porte.

USA's tilbagetrækning fra Afghanistan er den seneste tid blevet central i den igangværende præsidentvalgkamp i USA.

Trump besøgte i sidste måned militærkirkegården Arlington for at ære de soldater, der døde i forbindelse med evakueringerne fra Afghanistan.

Han har samtidig beskyldt både Biden og vicepræsident Kamala Harris - der desuden af Demokraternes præsidentkandidat - for personligt at være ansvarlige for de 13 soldaters dødsfald.

Demokraterne mener omvendt, at Trump bærer en del af ansvaret for det dødelige farvel til Afghanistan. Årsagen er, at Trump i 2020 sammen med Taliban underskrev en aftale, der satte gang i tilbagetrækningsprocessen.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT