FCK giver lang aftale til ung angriber
Den 18-årige angriber Amin Chiakha har fået kontrakt i FC København frem til 2029.
FC Københavns 18-årige angriber Amin Chiakha har sat sin underskrift på en ny aftale, som løber frem til 2029.Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Jeg er stolt over den nye aftale, og der skal ikke være tvivl om, at den giver mig ro, tillid og et boost, siger Amin Chiakha.
FCK har store forventninger til teenageren, understreger klubbens sportschef.
- Vi er glade for en ny aftale med Amin, som rækker langt ud i fremtiden. Han er en dygtig angriber, som har et internationalt potentiale, siger Sune Smith-Nielsen.
- Han har vist sig flot frem, og han har taget de rigtige udviklingsskridt i tiden på FCK Talent og nu i førsteholdstruppen. Vi er sikre på, at vi her har en top-angriber for fremtiden, hvis han forsætter det hårde og dedikerede arbejde.
Amin Chiakha er noteret for syv kampe for FCK. Han har fået spilletid i fem superligakampe i denne sæson, men er stadig ikke kommet på tavlen.
Det skal nok komme, forsikrer træner Jacob Neestrup.
- Amin er en ung topangriber med en fysisk pakke, som gør ham til en mundfuld for mange forsvarsspillere allerede nu.
- Fremtiden er lys for ham, og han skal fortsætte sit arbejde og vente tålmodigt på sine muligheder, så skal der nok vente mange kampe og mål i FCK-trøjen.
- Amin er en god afslutter og dygtig til at linke op med sine medspillere i opbygningen, fordi han kan bruge sin fysik og gode teknik, siger Neestrup.
Næste chance for spilletid er hjemme mod AaB på mandag.
Chiakhas tidligere kontrakt løb frem til udgangen af 2025.
/ritzau/