Mand anholdt i Rom mistænkt for australsk dobbeltdrab fra 1977

21. SEP 2024 • 06:39UDLAND

I en lufthavn i Rom blev en 65-årig mand torsdag anholdt mistænkt for to drab begået i Melbourne i 1977.

I Rom i Italien er en 65-årig mand blevet anholdt som mistænkt i en næsten 50 år gammel drabssag fra Australien.

Det oplyser australsk politi tidlig lørdag morgen dansk tid.

Politiet vil nu anmode om at få manden, der har både australsk og græsk statsborgerskab, udleveret til Australien.

Manden er mistænkt for at være gerningsmanden bag knivdrabene på den 27-årige Suzanne Armstrong og den 28-årig Susan Bartlett.

De blev slået ihjel i den australske storby Melbourne i 1977.

Den 65-årige mand blev torsdag aften anholdt i en lufthavn i Rom og har siden været varetægtsfængslet, oplyser politiet.

Hans navn er ikke blevet offentliggjort.

- I mere end 47 år har kriminalbetjente fra drabsafdelingen arbejdet utrætteligt for at fastslå, hvem der var ansvarlig, siger Shane Patton, som er politichef i den australske delstat Victoria, hvor Melbourne ligger.

- Mordene på Easey Street, som de blev kendt som, har altid været en prioritet for politiet i Victoria.

Ligene af de to kvinder blev fundet i kvindernes fælles hjem, som var et hus på gaden Easey Street i Melbourne, den 13. januar 1977. Begge kvinder havde flere sår på kroppen fra knivstik.

27-årige Suzanne Armstrong havde en dengang 16 måneder gammel søn, som også befandt sig i huset.

Da ligene blev fundet, fandt man også drengen, der lå uskadt i sin tremmeseng.

- Det var en forbrydelse, der ramte vores lokalsamfund i hjertet. To kvinder i deres hjem, hvor de skulle have følt sig allermest sikre, siger Shane Patton.

I det australske lokalmedie The Age har der været meldinger om, at det angiveligt er en DNA-prøve fra et af mandens familiemedlemmer, der har ført til anholdelsen af ham.

Det ønsker politiet dog ikke at kommentere.

Ifølge mediet har manden i mange år boet i Grækenland.

Det vides endnu ikke, hvordan Italien og Grækenland forholder sig til den australske anmodning om at få manden udleveret.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT