Amerikansk soldat erkender desertering til Nordkorea
24-årig soldat blev fredag løsladt efter fængselsdom på 12 måneder for desertering under udstationering.
Den amerikanske soldat Travis King kendte sig over for en amerikansk krigsret fredag skyldig i at have deserteret, da han under en udstationering i Sydkorea sidste sommer løb over grænsen til Nordkorea.Det skriver nyhedsbureauet AFP.
King blev idømt 12 måneders fængsel, men blev efter domsafsigelsen løsladt, da han allerede havde afsonet sin straf, oplyser hans advokat.
- Dommeren idømte som følge af en tilståelsesaftale Travis til et års fængsel, degradering af rang, inddragelse af løn og tillæg og en øjeblikkelig afskedigelse, lyder det i udtalelse fra soldatens advokat.
- Med den tid, der er afsonet, og på grund af god opførsel, er Travis nu løsladt og kan vende hjem, står der videre.
Den 24-årige soldat var i alt sigtet for 14 forhold.
Fredag kendte han sig skyldig i fem af dem - at have deserteret, at overfalde en underofficer og i tre tilfælde at have ikke at have fulgt ordrer udstedt af en overordnet.
Det amerikanske militær har i en udtalelse fredag bekræftet, at der er blevet indgået en tilståelsesaftale. Som følge af aftalen har militæret droppet de øvrige sigtelser mod King.
King blev en del af den amerikanske hær i januar 2021, og han var af militæret udsendt til Sydkorea. Det er del af en mission, der ifølge USA skal sikre Sydkoreas sikkerhed.
Efter et kortere fængselsophold i Sydkorea, hvor han var blevet sigtet for to tilfælde af vold, skulle han i sommeren 2023 tilbage til USA. Her stod han over for en mulig disciplinærsag.
Men da han stod i gaten i lufthavnen, fortalte han personalet, at han havde glemt sit pas.
Dagen efter deltog han i en bustur til den demilitariserede zone (DMZ). Da han var i det fælles sikkerhedsområde, spurtede han ind i Nordkorea, hvor han blev tilbageholdt af det nordkoreanske militær.
I september 2023 besluttede Nordkorea så at udvise ham.
Det skete i kølvandet på en intens diplomatisk krise i kulissen, hvor der var frygt for, at Travis King ville blive en brik i spillet mellem USA og Nordkorea, der har ry for at tilbageholde amerikanere.
/ritzau/