Tysk minister: EU skal stå skarpere i konkurrence med Kina

23. JUN 2024 • 11:42UDLAND

Mens store lande ser "10, 20 og 30 år" frem i tiden, sakker EU bagud, siger minister.

EU mangler de langsigtede planer, som flere konkurrerende lande og regioner har.

Sådan lyder en af konklusionerne fra Tysklands økonomiminister, vicekansler Robert Habeck, søndag efter fire dages tur til Østasien.

Habeck har besøgt Kina og Sydkorea, på et tidspunkt hvor forholdet til Kina på en række områder er anspændt.

- Jeg ser det sådan, at de store lande, som vi som europæere måler os med, har en meget præcis plan for, hvor de vil hen i løbet af 10, 20 30 år, siger han.

- Og de stiller også midlerne til rådighed - lige fra finansielle ressourcer til en robust udenrigs- og handelspolitik - til at gennemføre denne plan.

Samtidig advarer han:

- Europa har ikke denne plan i tilstrækkelig grad.

Habeck er den første højtstående europæiske politiker på besøg i Kina, siden EU varslede markant øget told på kinesiske elbiler.

Fredag advarede Kina om, at en handelskrig kan blive konsekvensen af de øgede toldsatser.

Kina og EU er nu i forhandlinger om de øgede toldsatser - forhandlinger, som ifølge EU er "konstruktive".

Habeck siger søndag, at konceptet "konkurrence" er noget, som han "på den hårdest mulige måde" er blevet konfronteret med på sin tur.

- Vi må konfrontere denne konkurrence, siger han.

- Ordet "konkurrence" bliver også brugt i Tyskland. Med andre ord er forsømmelighed, dovenskab og sløvhed ikke et alternativ.

Samtidig ser Habeck det som afgørende, at der fortsat er plads til samarbejde, og at man ikke ser hinanden som modstandere.

- Den her slags rejser har en værdi ved, at man tilegner sig andre landes perspektiver, siger han.

Undervejs har Habeck blandt andet opfordret Kina til en grønnere kurs og at skifte væk fra kul, som stod for næsten 60 procent af Kinas elproduktion i 2023.

Han har også sagt, at Kinas eksport til Rusland af produkter, der både kan bruges civilt og til krigen i Ukraine, påvirker det kinesiske forhold til Vesten i negativ retning.

/ritzau/dpa

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT