Flertal springer fra lovforslag om sløjfet skatteregning for politikere

25. OKT 2024 • 13:03ERHVERV/POLITIK

SF og Danmarksdemokraterne springer fra lovforslag om fjernet skatteregning for politikere, så flertal ryger.

Først var det svært at få politikere i tale om, at de ville sløjfe en skatteregning på millioner af kroner for deres stand, men nu er flertallet bag forslaget kørt i grøften.

I årevis har nogle folketingspolitikere fratrukket skatten for at køre til politiske møder i hele landet, men det var uretmæssigt.

Det ville et flertal i Folketingets Præsidium ændre med tilbagevirkende kraft, så politikerne blev friholdt et skattesmæk. Men SF og Danmarksdemokraterne springer fredag fra forslaget, ligesom Liberal Alliance gjorde torsdag.

- Vi støtter slet ikke lovforslaget, som det foreligger nu, blandt andet med tilbagevirkende kraft.

- Jeg anerkender, at vi skal løse roderiet fra 2013, skriver medlem af Præsidiet Karsten Hønge (SF) i en sms til Ritzau.

SF mener, at det skal ske ved at finde de konkrete folketingsmedlemmer, der har benyttet sig af kørselsordningen, "som stort set ingen på Christiansborg har kendt", uddyber Hønge, som vil stille op til interview, når han får tid.

Danmarksdemokraterne er også imod, bekræfter medlem af Præsidiet Karina Adsbøl (DD) i en sms.

- Grundlæggende regler for tilbagebetaling skal gælde for alle, også politikere, og derfor kommer vi ikke til at stemme for det her lovforslag, hvis det kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft, skriver hun i en sms.

Hun afviser et mundtligt interview.

Dermed ryger flertallet, da Venstre og Socialdemokratiet står alene tilbage med ønsket om at stemme for delen med tilbagevirkende kraft.

På grund af en fejl er cirka fem millioner kroner siden 2013 blevet udbetalt til folketingsmedlemmer, som skulle have været beskattet.

Den manglende lovhjemmel blev opdaget i forbindelse med en gennemgang af Folketingets rejseregler.

Siden 2013 har folketingspolitikere således kunnet køre rundt til møder i hele landet og få skattefri kørselsgodtgørelse. Det måtte de dog ifølge loven kun få til møder i egen storkreds.

I stedet for at tilbagebetale pengene ville Folketingets ledelse give hjemmel til den skattefri kørsel.

Men de tre partier vil altså kun vil stemme for lovforslaget, hvis det ikke kommer til at gælde med tilbagevirkende kraft.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT