16 mister livet under sammenstød i Mexicos fattigste delstat

25. OKT 2024 • 04:53UDLAND

14 personer blev torsdag dræbt af mexicanske sikkerhedsstyrker, da de forsøgte at angribe militærbase.

I Mexico har flere sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og civile kostet mindst 16 personer livet.

Det er sket torsdag i den voldsplagede delstat Guerrero i det sydlige Mexico, oplyser Mexicos militær.

Det første sammenstød fandt sted i byen Tecpán de Galeana, hvor to blev dræbt og fire såret.

Senere på dagen udbrød der i samme område kampe mellem sikkerhedsstyrker og flere personer, der menes at tilhøre en unavngiven kriminel gruppering.

De kriminelle, der bar skydevåben, havde angrebet en militærbase, hvilket fik sikkerhedsstyrkerne til at gå til modangreb, siger militæret.

Her blev 14 af de bevæbnede personer dræbt.

Guerrero er en af Mexicos fattigste stater.

Den har i årevis været præget af vold og konflikt mellem områdets karteller, der kæmper mod hinanden for at vinde kontrollen over områdets produktion af og handel med ulovlige stoffer.

I 2023 blev der registreret 1890 drab i Guerrero.

I delstaten ligger også byen Acapulco, som grundet sine strande og eksklusive resorts tidligere var en populær feriedestination for rige og berømte personer fra hele verden.

Sådan forholder det sig dog ikke, efter volden er taget til.

I starten af oktober blev den daværende borgmester i Guerreros hovedstad, Chilpancingo, slået ihjel. Det skete mindre end en uge efter, at han var tiltrådt.

Hans lig blev den 6. oktober fundet i en bil, mens hans hoved var blevet skåret af og placeret på bilens tag.

Siden har den nuværende borgmester, Gustavo Alarcón, overtaget posten.

Der bor ifølge mediet AP omkring 300.000 personer i hovedstaden, som er præget af konflikten mellem de to bander Ardillos og Tlacos.

På tværs af Mexico er der sket mere end 450.000 drab relateret til bandekonflikter, siden regeringen i 2006 begyndte at bruge landets militær i kampen mod kartellerne.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT