Rusland truer med hårdt modsvar hvis EU konfiskerer midler

23. OKT 2025 • 12:03UDLAND

Det svarer til "tyveri", hvis EU på nogen måde anvender indefrosne russiske midler, siger russisk talsperson.

Hvis EU konfiskerer indefrosne russiske midler, kommer der et modsvar fra Rusland, som vil være "smertefuldt" for EU.

Det siger talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.

Hun siger, at der ikke vil være nogen lovlig måde, hvorpå EU kan beslaglægge midlerne. Derfor vil det svare til "tyveri".

Hvad der skal ske med de russiske midler, er på dagsordenen ved torsdagens EU-topmøde i Bruxelles.

Her er der et forslag på bordet om, at cirka 140 milliarder euro i indefrosne russiske midler skal gives til Ukraine som et lån.

- Ethvert konfiskeringsinitiativ fra EU vil uundgåeligt resultere i et smertefuldt modsvar, siger Zakharova.

- Vi vil handle i fuld overensstemmelse med gensidighedsprincippet i internationale relationer baseret på vores egne interesser og behovet for at kompensere for den skade, det har skabt for Rusland.

Netop det juridiske aspekt har ført til usikkerhed i EU.

Midlerne er indefrosset i værdipapirdepotet Euroclear i Belgien, og landet er derfor dybt bekymret for, om det kan havne med hele regningen, hvis Rusland efter krigen rejser et erstatningskrav.

- Jeg ønsker en fuldstændig gensidig fordeling af risikoen, fordi der er en stor risiko. Vi vil blive udsat for enorme erstatningskrav, siger den belgiske premierminister, Bart De Wever, torsdag.

Samtidig har både EU og USA strammet skruen yderligere over for Rusland de seneste 24 timer.

Torsdag morgen godkendte EU formelt en 19. sanktionspakke, mens også USA onsdag kom med yderligere sanktioner.

Sanktionspakkerne er imidlertid en sten i skoen på de diplomatiske forsøg på at få afsluttet krigen i Ukraine, siger Zakharova.

De amerikanske sanktioner er rettet mod Ruslands to største olieselskaber, Rosneft og Lukoil.

De nye tiltag ses af flere som et kursskifte fra USA's præsident, Donald Trump, der tidligere på ugen droppede idéen om et snarligt møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, og i stedet øger presset.

Men Rusland er "immunt" over for de amerikanske sanktioner, hævder Zakharova.

- Vi mener, at dette tiltag virker totalt mod hensigten, siger hun ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vores land har udviklet en stærk immunitet mod vestlige begrænsninger og vil fortsætte med på overbevisende vis at udvikle sit økonomiske potentiale, blandt andet på energiområdet, fortsætter hun.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT