Kong Charles og pave Leo holder historisk fælles bøn

23. OKT 2025 • 13:16UDLAND

Fælles bøn mellem paven og den engelske monark havde været "umulig" for få årtier siden, siger teolog.

En katolsk pave og en engelsk monark har for første gang afholdt en offentlig bøn i fællesskab, siden den engelske kong Henrik VIII i 1534 brød med Rom.

Bønnen fandt torsdag sted i Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, hvor den britiske kong Charles - som er overhoved for den anglikanske kirke - bad sammen med pave Leo.

Paven er leder af verdens 1,4 milliarder katolikker.

Forud for den fælles bøn, som var en såkaldt økumenisk gudstjeneste mellem forskellige kristne retninger, mødtes 76-årige kong Charles og paven for første gang.

Det var kong Henrik VIII's brud med Rom, der førte til grundlæggelsen af den anglikanske kirke.

Nu er kong Charles og dronning Camilla på statsbesøg i Vatikanet for at markere de tættere bånd mellem de forskellige retninger.

- Der er en stærk følelse af, at dette øjeblik i de ekstraordinære omgivelser i Det Sixtinske Kapel giver en slags historisk heling, siger den anglikanske præst James Hawkey, som er teolog ved Westminster Abbey.

- Det ville have været umuligt for blot en generation siden, fortsætter han.

- Det viser, hvor langt vores kirker er kommet i løbet af de sidste 60 år med dialog.

Leo er den første amerikanske pave. Han blev valgt 8. maj og tog over efter pave Frans, der døde i april.

Kong Charles har mødt de seneste tre paver, og pave Benedikt og Johannes Paul tog begge til Storbritannien.

Men i de hidtidige møder har der ikke været en fælles bøn.

Kong Charles og dronning Camilla besøgte Vatikanet tidligere på året for at mødes med pave Frans. De holdt i løbet af torsdag også et privat møde med pave Leo.

Kongen skal senere torsdag til den romerske basilika Sankt Paulus Uden for Murene i Rom.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT