OVERBLIK: Billige elbiler og klimasikring på næste års finanslov

23. OKT 2025 • 14:04ERHVERV/POLITIK

Stigende bilafgifter udskydes på finansloven for næste år, som bliver indgået tidligere end ventet.

Finansloven for 2026 er torsdag eftermiddag blevet præsenteret i Finansministeriet.

Den er landet tidligere end ventet og indeholder store tilføjelser i forhold til regeringens udspil i august, blandt andet fordi De Konservative har fået indrømmelser.

Det er kun De Konservative, der er med i finansloven blandt Folketingets oppositionspartier.

Læs her, hvad den nye finanslov indeholder:

* Stigningen i afgifterne på elbiler, som ellers stod til at træde i kraft i 2026, bliver udskudt med ét år. Det koster 1,3 milliarder kroner i 2026.

* Perioden for det ekstra beskæftigelsesfradrag til seniorer udvides fra to år til fem år før folkepensionsalderen. Samtidig forhøjes fradragssatsen og det maksimale fradrag. I alt koster det fire milliarder kroner fra 2026 til 2029.

* Der er forhandlet ekstra penge til klima- og kystsikring. Det er cirka en milliard kroner i perioden 2026 til 2029. Regeringen havde spillet ud med 887 millioner kroner i sit udspil fra august.

* Der er afsat 30 millioner kroner årligt fra 2026 til 2029 til initiativer vedrørende frivilligt skolefravær. En del af pengene kan anvendes til at etablere et videnscenter.

Her kan du læse om regeringens udspil fra august - initiativerne er også en del af den nye finanslov:

* En typisk familie i hus med to børn vil få 8500 kroner ekstra i 2026 ifølge et regneeksempel:

- 1,1 milliard kroner fra 2026 afsættes til 1360 ekstra ansatte i dagtilbud i landets kommuner.

- Det maksimale loft for forældrebetaling til en institutionsplads i vuggestue eller børnehave sænkes fra 25 til 21,3 procent.

- Elafgiften nedsættes til EU's minimum i 2026 og 2027. Det vil koste i alt 14 milliarder kroner.

- Moms på bøger fjernes, hvilket koster 330 millioner kroner årligt.

- Kaffe- og chokoladeafgift fjernes. Afskaffelsen vil koste 2,4 milliarder kroner om året.

* Det skal være billigere for ældre at få leveret mad i kommunal sammenhæng. Der afsættes 200 millioner kroner årligt i 2026 og frem.

Kilder: Ritzau, Finansministeriet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT