Landsholdsaktuel Skjern-topscorer misser resten af 2025

23. OKT 2025 • 14:51SPORT

Marcus Midtgaard har beskadiget sit korsbånd og er ude resten af 2025, meddeler Skjern.

Bagspilleren Marcus Midtgaard skulle have været med i Danmarks testkampe mod Holland og Færøerne i næste uge, men det bliver ikke aktuelt.

Han er således ude resten af 2025 med et beskadiget korsbånd, meddeler Skjern Håndbold torsdag.

- Det er en trist melding på et rigtig dårligt tidspunkt, men samtidig er jeg også glad for, at der endelig er klarhed over situationen. Nu venter et genoptræningsforløb i tæt samarbejde med vores fysiske stab, så jeg kan stå helt fit efter jul, siger Marcus Midtgaard.

Skjern-topscoreren undgår operation, men skal igennem intens genoptræning, inden han igen kan bidrage på banen, fastslår fysioterapeut i Skjern Håndbold, Hans Jensen.

Nyheden kommer kort efter, at Flensburg-Handewitt-spilleren Lasse Møller ligeledes har måttet melde fra til landsholdet, da han har pådraget sig et brud på sin ene hånd.

DanskHåndbold har i skrivende stund ikke meldt noget ud om, hvorvidt der udtages erstatninger til testkampene mod Holland og Færøerne.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT