Britisk soldat frifindes i sag om Bloody Sunday-drab i 1972

23. OKT 2025 • 14:44UDLAND

En britisk soldat er blevet frifundet i den første sag mod en soldat om drab under Bloody Sunday.

En britisk soldat er blevet frifundet i alle anklagepunkter om drab og drabsforsøg i forbindelse med Bloody Sunday - blodige søndag - i 1972.

Det oplyser en nordirsk domstol torsdag.

Sagen er den første af sin slags, der omhandler episoden, som fandt sted 30. januar 1972, hvor britiske soldater skød og dræbte 13 mennesker i Londonderry i Nordirland under en demonstration for katolikkerne, som dengang var i mindretal.

En officiel undersøgelse fandt i 2010, at ofrene var ubevæbnede, og at soldater brød deres regler og åbnede ild mod personer, der ikke udgjorde en fare for dem.

Den britiske regering undskyldte i 2010 for de "uberettigede" drab.

Men alle forsøg på at retsforfølge soldaterne er slået fejl.

Soldaten må af juridiske årsager ikke identificeres og omtales derfor blot som "Soldat F".

Han er blevet frifundet for anklager om at dræbe to mænd og at forsøge at dræbe fem andre.

"Soldat F" afgav ikke vidneforklaring under den én måned lange retssag.

Forsvarsadvokaterne indkaldte ikke vidner. De argumenterede for, at kernen i sagen var, at de over 50 år gamle militære redegørelser ikke er pålidelige.

En kort udtalelse, som "Soldat F" gav til politiet i 2016, var dog en del af retssagen.

Her sagde han, at han var sikker på, at han havde udført sine pligter som soldat på korrekt vis den dag. Men samtidig havde han ikke nogen pålidelige erindringer om dagen og var derfor ude af stand til at besvare politiets spørgsmål, forklarede han.

Bloody Sunday var et af de afgørende øjeblikke i det, der kendes som "The Troubles" - urolighederne.

Det var den borgerkrigslignende tilstand, som udspillede sig fra 1969 indtil en fredsaftale i 1998.

Her stod de protestantiske unionister, der ønskede at bevare Nordirland som en del af Storbritannien, på den ene side, mens nationalister, som ønskede et samlet Irland, stod på den anden side.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT