HK-formand stopper efter afsløringer om farligt arbejde

23. OKT 2025 • 16:16ERHVERV/POLITIK

Anja C. Jensen stopper før tid som HK-formand efter historier om arbejde på hendes privatadresse.

Forbundsformanden for fagforbundet HK Danmark, Anja C. Jensen, trækker sig som formand efter afsløringer om farligt arbejde på hendes privatadresse.

Det oplyser hun i en pressemeddelelse, hvor det lyder, at hun "altid har sat HK før alt andet".

- I dag har jeg drøftet en sag om facaderenovering i min ejerforening med mit Forretningsudvalg og helt åbent sagt, at hvis vi sammen vurderede, at det bedste for HK er, at jeg trækker mig som formand, så ville jeg gøre det, lyder det fra hende.

Udmeldingen kommer, efter at Ekstra Bladet har kunnet berette, at østeuropæere fra et konfliktramt byggefirma uden overenskomst havde arbejdet på formandens privatadresse.

Arbejdet skulle være sket under farlige forhold.

Blandt andet har Arbejdstilsynet under et kontrolbesøg 6. oktober noteret, at ingen af de ansatte havde ansættelseskontrakter, at de arbejdede på et ulovligt stillads og uden basale værnemidler som sikkerhedssko og masker.

Det beskrev Ekstra Bladet onsdag.

Her lød det også, at Arbejdstilsynet har mistanke om sort arbejde og ulovlige ansættelsesforhold.

Anja C. Jensen stod i forvejen til at stoppe på posten som formand. I februar oplyste hun på LinkedIn, at hun ikke genopstiller, når forbundet skal vælge formand til november.

Hun har været forbundsformand for HK Danmark siden 2021. Hun er den første kvindelige formand i HK's historie.

Inden da havde hun også bestridt andre stillinger hos HK Danmark, blandt andet som næstformand fra 2019 til 2021.

HK's presseafdeling oplyser, at uddybning og interviews først vil være mulige fredag.

Det skyldes, at hovedbestyrelsen "skal have mulighed for at konstituere sig".

HK Danmark er landets næststørste fagforbund og har mere end 211.000 medlemmer ifølge forbundets hjemmeside.

Det repræsenterer en bred gruppe af medarbejdere, der arbejder inden for kontor, handel, it, økonomi, kommunikation, sundhed og service.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT