Foxtrot-leder er pågrebet i Sverige efter udlevering fra Irak
Et topmedlem af Foxtrot-netværket, som er mistænkt for blandt andet drabsforsøg, er blevet udleveret fra Irak.
Et højtplaceret medlem af det kriminelle Foxtrot-netværk er blevet pågrebet i den svenske lufthavn Arlanda efter at være blevet udleveret fra Irak.Det skriver de svenske medier SVT, Expressen og Aftonbladet.
Han er mistænkt for blandt andet forsøg på drabsforsøg, forberedelse til drab og særligt grove overtrædelser af både våben- og narkolov.
Ifølge anklager Henrik Söderman har manden, som er 29 år, og hans bekendte håndteret "betydelige mængder kokain, amfetamin og cannabis", skriver Expressen.
Manden har også "besiddet, overdraget og udlånt våben af særligt farlig karakter i form af pistoler, halvautomatiske pistoler, maskinpistoler, automatkarabiner og panserværnsvåben".
Manden har ifølge Henrik Söderman været frihedsberøvet i Irak i længere tid, skriver SVT.
Nyhedsbureauet TT skriver, at han blev pågrebet i Irak i efteråret 2023 efter at have været efterlyst internationalt.
I marts sidste år anmodede den svenske anklagemyndighed så om at få manden udleveret fra Irak.
Söderman bekræfter over for SVT, at der har "været en proces, som førte til, at han (manden, red.) kom til Sverige i går (onsdag, red.)".
Anklageren afviser at gå yderligere i detaljer omkring kontakten mellem Sverige og Irak.
Manden var ifølge Expressen i flere år en af lederne af det såkaldte Bronätverket, som har udført voldshandlinger på vegne af Foxtrot.
Foxtrot er et kriminelt netværk, som er ledet af Rawa Majid, der går under navnet "Den kurdiske ræv".
Ifølge Expressen er den mand, der onsdag blev anholdt i Arlanda, kendt som Rawa Majids "drabsdirigent".
En anden central person er Ismail Abdo, der også er kendt som "Jordbærret". Han var i begyndelsen højre hånd for "Den kurdiske ræv", men på et tidspunkt opstod der en konflikt mellem dem.
Konflikten mellem de to fraktioner udviklede sig i 2023 ekstremt voldeligt.
Svensk politi lægger vægt på, at samarbejdet med andre lande betyder, at flere kriminelle anholdes i udlandet.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra torsdag morgen, hvor politiet også bekræfter, at en svensk mand, som har været "toneangivende i et kriminelt netværk", er udleveret fra Irak.
Indtil videre er 210 personer blevet anholdt i udlandet i år efter at have været efterlyst, skriver politiet. I samme periode sidste år var tallet 166.
Tidligere i oktober blev der underskrevet en bilateral aftale mellem Sverige og Irak om et politisamarbejde med fokus på organiseret kriminalitet på tværs af grænser.
/ritzau/