Belgisk premierminister: Lån til Ukraine kan ende med at hjælpe Rusland
Rusland kan omgående tage europæiske aktiver, hvis EU giver erstatningslån til Ukraine, advarer Belgien.
EU kan ufrivilligt ende med at hjælpe Rusland med at betale for krigen mod Ukraine, hvis man giver Ukraine et erstatningslån fra de indefrosne russiske midler.Sådan lyder den overraskende analyse fra Belgiens premierminister, Bart De Wever.
- Vi skal passe på, at det ikke giver bagslag, siger Bart De Wever.
Han peger på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vil gå i gang med at beslaglægge europæiske virksomheder og europæiske penge i Rusland, hvis EU laver et "erstatningslån" til Ukraine.
Dermed kan EU pludselig åbne en ny indtægtskilde for Putin, siger Bart De Wever.
- Vi kan give Putin en mulighed for at tage pengene tilbage, så vi måske ligefrem hjælper ham i stedet for at straffe ham, siger Bart De Wever.
Han peger på, at Rusland allerede har demonstreret, hvad modsvaret kan blive.
- Man kan se på Google, som blev erklæret konkurs i Rusland og overtaget, siger Bart De Wever.
Den overraskende melding fra den belgiske premierminister kommer, mens EU-landene på topmøde i Bruxelles torsdag diskutere muligheden for at give Ukraine et lån på 140 milliarder kroner fra de indefrosne russiske midler.
Pengene opbevares i værdipapirdepotet Euroclear i Belgien.
Derfor kræver Belgien forsikringer fra de øvrige EU-lande for, at de vil betale lånet tilbage, hvis Rusland kræver kompensation.
- Der skal være transparens omkring risikoen.
- Der skal være transparens omkring det juridiske grundlag for beslutningen. Det har jeg ikke set endnu, siger Bart De Wever.
EU's jurister har i mange måneder arbejdet med, hvordan man kan aktivere de russiske midler til gavn for Ukraine.
Hidtil har meldingen været, at midlerne ikke kan beslaglægges.
Det er der ganske enkelt ikke et juridisk grundlag for trods Ruslands enorme ødelæggelser i Ukraine. Det vurderer EU's egne jurister.
Derfor har man i stedet foreslået et "erstatningslån" fra midlerne.
Lånet skal så betales tilbage af Ukraine, hvis Rusland betaler erstatning efter krigen.
Hvis ikke det sker, har EU-Kommissionen antydet, at midlerne skal være indefrosset på ubestemt tid.
Det svarer til "tyveri", siger talsperson for det russiske udenrigsministerium Maria Zakharova ifølge Reuters.
Derfor varsler Rusland et "smertefuldt" modsvar til EU.
- Ethvert konfiskeringsinitiativ fra EU vil uundgåeligt resultere i et smertefuldt modsvar.
- Vi vil handle i fuld overensstemmelse med gensidighedsprincippet i internationale relationer baseret på vores egne interesser og behovet for at kompensere for den skade, det har skabt for Rusland, siger Maria Zakharova.
Flere EU-lande har dog indikeret, at de ikke længere har råd til at overføre penge til Ukraine.
Derfor vurderer man i Bruxelles, at "erstatningslånet" reelt er den eneste udvej for at sikre, at hjælpen fortsætter.
/ritzau/Reuters