Nordkorea sprænger ubrugte veje til Sydkorea i luften

15. OKT 2024 • 06:39UDLAND

Nogle af de veje, som forbinder Nord- og Sydkorea, er blevet ødelagt. Det sker efter flere dages spændinger.

Nordkorea har tirsdag sprængt nogle dele af de veje, der forbinder landet til Sydkorea - men som ikke længere bliver brugt - i luften.

Det siger Sydkoreas militær ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

- Nordkorea har sprængt dele af Gyeongui- og Donghae-vejene nord for den militære demarkationslinje i luften, lyder det fra det sydkoreanske militær.

Sydkorea har tirsdag morgen dansk tid straks svaret igen på eksplosionerne.

Det sydkoreanske militær har således affyret varslingsskud i grænseområdet og øget sit beredskab, skriver nyhedsbureauet Reuters og Yonhap.

Sprængningen af grænsevejene sker, dagen efter at Nordkorea varslede, at landet ville styrke grænsekontrollen. Nabolandene Nordkorea og Sydkorea har den seneste tid fået et mere og mere anspændt forhold.

Nordkorea har anklaget Sydkorea for at flyve droner over den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, og nedkaste foldere med nordkoreakritisk indhold.

Lee Sung-jun, som er talsperson for Sydkoreas militær, afviste mandag at svare på spørgsmål om drone-anklagerne.

I flere udtalelser, der blev offentliggjort i løbet af weekenden, advarede Nordkorea om en "forfærdelig katastrofe", der vil finde sted, hvis sydkoreanske droner igen flyver ind over Pyongyang.

Søndag lød det, at Nordkorea angiveligt havde opstillet otte kampstøtteenheder udstyret med skydevåben ved grænsen. De står "standby" og klar til at skyde, sagde landet.

Nordkorea er kendt for streng grænsekontrol både ind og ud af landet.

Nyhedsbureauet AP skriver også, at vejene, som tirsdag angiveligt altså er blevet sprængt i luften, er veje, der ikke længere blev brugt.

Der er godt 25 millioner indbyggere i Nordkorea. Landet grænser op til Sydkorea, Kina og Rusland og er med et areal på 120.540 kvadratkilometer cirka tre gange så stort som Danmark.

Kim Jong-un overtog magten, efter at hans far, Kim Jong-il, døde i 2011.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT