Trumps kryptoplatform får hård start på første salgsdag

16. OKT 2024 • 03:00UDLAND

Donald Trumps kryptoplatform gik i luften tirsdag. Der blev solgt tre procent af de tokens, som kom til salg.

Ekspræsident Donald Trumps kryptoplatform World Liberty Financial gik tirsdag i luften.

Dog blev kun en brøkdel af den kryptovaluta, der kom på markedet, solgt.

Donald Trump annoncerede midt i september, at han sammen med sine sønner og et hold af iværksættere ville lancere kryptoplatformen.

Omkring 20 milliarder "tokens" blev sat til salg tirsdag til en pris på 1,5 cent per styk - eller en samlet værdi på 300 millioner dollar. Det svarer til i omegnen af 2 milliarder kroner.

Blot tre procent af disse var blevet købt tirsdag aften.

De såkaldte "tokens" kan bruges som kryptovaluta og giver også køberne en stemme, når det kommer til, hvordan kryptoplatformen skal ledes.

Ifølge AFP har flere peget på, at det lave salg skyldes tekniske problemer. Hjemmesiden var efter sigende nede tidligere på dagen.

World Liberty Financial vil give brugerne mulighed for at låne kryptovaluta til hinanden. Den mulighed findes allerede på mange platforme - en af de mest kendte er Aave.

Under sin embedsperiode som præsident kaldte Trump kryptovaluta for et svindelnummer.

Siden har han dog skiftet kurs og sagt, at han vil være en "pro-bitcoin præsident", hvis han bliver valgt 5. november.

I maj måned annoncerede Trump, at hans præsidentkampagne ville begynde at tage imod donationer i kryptovaluta.

Han deltog tilmed 27. juli i år ved en bitcoin-konference i byen Nashville, som ligger i delstaten Tennessee. Her lovede han, at han ville gøre USA til "verdens kryptohovedstad".

Kryptoentusiaster betragter ifølge The Guardian lanceringen af Trumps kryptoplatform som et positivt tegn for investorer, hvis han bliver valgt som præsident.

Imens har vicepræsidenten Kamala Harris mandag sagt, at hun har en plan om at indføre regler for kryptovaluta og andre digitale aktiver. Det skriver CNBC.

Vicepræsidenten peger på, at hendes "mulighedsøkonomi" også skal være for sorte mænd.

Ifølge Harris' kampagne ejer 20 procent af sorte borgere i USA kryptovaluta.

Hendes kryptoplaner "vil derfor sikre, at ejere og investorer af digitale aktiver drager fordel af de reguleringer, der indføres på området - så sorte mænd og andre, der handler på kryptomarkedet, bliver beskyttet".

Harris er dog ikke kommet nærmere ind på, præcis hvilke reguleringer der er tale om.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT