Premierminister Meloni er på vej til Libanon fredag

15. OKT 2024 • 17:34UDLAND

Den italienske premierminister varsler besøg i Libanon, hvor Italien har 1000 soldater udstationeret i Unifil.

Italiens premierminister, Giorgia Meloni vil besøge Libanon, siger hun i Senatet i den italienske hovedstad, Rom.

Samtidig siger hun, at der skal laves sikkerhedsgarantier for FN-styrken Unifil, der opererer i det sydlige Libanon, hvor Israel og den militante Hizbollahbevægelse er i krig mod hinanden.

- Det er allerede planlagt, at jeg tager til Libanon, siger hun.

Hun siger senere tirsdag eftermiddag, at hun venter, at besøget finder sted fredag.

Italien har over 1000 soldater i Unifil. Der er desuden italienere i Mibil-styrken, som træner lokale styrker i Libanon.

Fem Unifil-soldater er meldt såret under krigshandlingerne mellem Israel og Hizbollah, der opererer tæt på de områder, hvor Unifil er udstationeret.

De fire er ifølge Unifil såret af israelsk beskydning. Det er mere usikkert, hvem der sårede den sidste FN-soldat med skud.

De fem soldater blev såret i sidste uge. FN-soldaterne i området tilbringer en stor del af deres tid i beskyttelsesrum på grund af kampene.

FN's Sikkerhedsråd udtrykte mandag bekymring over situationen.

Ifølge rådet har der været 20 tilfælde, hvor Unifil-stillinger er blevet beskudt. Alle parter opfordres til at sørge for, at FN-styrkerne er sikre, hedder det.

Meloni retter i Senatet kritik mod Israel.

- I de seneste dage - for første gang i et år med israelske militæraktioner - er det italienske kontingents stillinger tilknyttet Unifil-missionen blevet ramt af Israels hær, siger Meloni.

- Selv om der ikke var tab eller betydelig skade, mener jeg ikke, at det kan regnes for at være acceptabelt.

Kampene er et brud på FN-resolution 1701 fra 2006.

Den sagde, at Israel skulle trække sig ud af Sydlibanon, og Hizbollah skulle afvæbnes.

Israel siger, at Hizbollah har etableret stillinger nær Unitil-positioner, og derfra skyder Hizbollah mod Israel.

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, har opfordret Unifil-soldaterne til at se komme ud af skudlinjen.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT