Netanyahu og Macron mundhugges for åbent tæppe

15. OKT 2024 • 20:03UDLAND

Israels premierminister og Frankrigs præsident sender spidse erklæringer mod hinanden om Israels oprettelse.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er røget i erklæringskrig mod hinanden.

De udveksler synspunkter om omstændighederne ved etableringen af staten Israel den 14. maj 1948.

Det er sket, efter at Macron flere gange har fordømt Israel for krigsførelsen i Gazastriben og i Libanon, hvor FN-styrken Unifil er blevet beskudt af Israels militær.

Israel har forsvaret sig med, at Hizbollah-militsen havde stillinger nær Unifil-styrken.

Netanyahu og Macron talte tidligere tirsdag i telefon. Senere udsendte Netanyahus kontor en erklæring, hvori det hedder, at Israel ikke kan gå med til "en ensidig våbenhvile" i Libanon.

- Det vil ikke ændre sikkerhedssituationen i Libanon og vil kun få situationen til at vende tilbage til det, den var, sagde Netanyahu ifølge erklæringen til Macron.

Imens mødtes den franske præsident med sin regering i Paris, den franske hovedstad.

Efter det møde er der også udsendt en erklæring, hvori der står, at Macron blandt andet sagde til regeringen:

- Netanyahu må ikke glemme, at hans land blev skabt af en beslutning i FN.

Det er en henvisning til en afstemning i FN's Generalforsamling den 29. november 1947, da delingsplanen for Palæstina-mandatet blev vedtaget.

Dengang kontrollerede briterne mandatområdet, men Storbritannien var på vej ud.

Nu havde FN så besluttet, at mandatet skulle deles i et områder for jøder og et for arabere.

Planen havde delt mandatet op efter, hvor der boede flest jøder og flest arabere.

Der gik ikke længe, efter at erklæringen var kommet ud af Paris, før Netanyahu var tilbage med en ny erklæring.

- En påmindelse til Frankrigs præsident: Det var ikke en FN-resolution, der etablerede Israel. Det var en sejr, der blev opnået under uafhængighedskrigen med blod fra heltemodige soldater. Mange af dem var Holocaust-overlevere - herunder nogle fra Frankrigs Vichy-regime.

Vichy-regimet i Frankrig samarbejdede med Nazityskland.

Netanyahu henviser til, at Israel den 14. maj 1948 erklærede den jødiske stat Israel for født, og det udløste omgående angreb fra de arabiske nabolande.

Krigen varede i godt et år, hvorefter der blev våbenhvile.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT