Natos nye leder vil hjælpe Ukraine og øge forsvarsbudgetter

1. OKT 2024 • 09:50UDLAND

Nato-landene skal investere mere i forsvar og hjælpe Ukraine, siger Rutte. Han mener Trump har hjulpet.

Ukraine skal overleve som suveræn nation, og Nato-landene skal bruge mere på forsvar.

Det siger Natos kommende generalsekretær, Mark Rutte. Udmeldingen kommer på et fælles pressemøde med den afgående generalsekretær, Jens Stoltenberg, i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Her vil Mark Rutte tirsdag formelt overtage posten fra Jens Stoltenberg.

- Nato er større og stærkere takket være Jens Stoltenbergs indsats som Natos generalsekretær. Derfor er jeg stolt over at efterfølge dig på posten, siger Mark Rutte.

Den 57-årige hollænder lægger op til at fortsætte de prioriteter, der også har kendetegnet Jens Stoltenbergs tid i spidsen for Nato.

- Der er tre prioriteter. Ukraine er øverst på listen, men vi skal også gøre mere for at styrke vores eget forsvar. Og for det tredje skal vi gøre mere for at styrke Nato-partnerskaberne blandt andet i det fjerne østen.

- Men selvfølgelig er Ukraine meget i vores tanker, siger Mark Rutte.

Han frygter ikke, at Donald Trump skulle vinde valget i USA og dermed ændre USA's kurs i forhold til Nato.

Ifølge Rutte har Trump tværtimod været med til at skubbe de europæiske allierede mod højere forsvarsbudgetter og en ny forståelse af truslen fra Kina.

- Jeg er ikke bekymret (for at Trump vinder valget, red). Jeg kender begge kandidater godt.

- Jeg har arbejdet i fire år med Donald Trump. Det var ham, der pressede os til at bruge mere på forsvar. Det opnåede han. Vi er nu på et meget højere niveau i forhold til forsvarsudgifterne, end da Donald Trump blev præsident i 2017.

- Han pressede os også på Kina. Og han havde ret, siger Mark Rutte.

Han roser samtidig Kamala Harris for hendes præstation som vicepræsident.

- Hun er en meget respekteret leder, så jeg vil kunne arbejde med dem begge uanset udfaldet af valget, siger Mark Rutte.

Dermed leverer han den helgardering i forhold til det amerikanske valg, som Natos generalsekretær skal kunne.

Rutte understreger, at han ligesom tidligere generalsekretærer vil kæmpe for, at det transatlantiske bånd mellem USA og Europa forbliver "bundsolidt".

Den afgående generalsekretær, Jens Stoltenberg, mener, at Mark Rutte har den "perfekte baggrund" til at overtage posten:

- Han har været premierminister i 14 år og stået i spidsen for fire koalitioner. Han ved, hvordan man laver kompromisser og finder konsensus. Det er værdier, som er i høj kurs i Nato.

- Derfor er Nato i trygge hænder med dig i spidsen. Det gør det lettere for mig at forlade posten efter ti år, siger Jens Stoltenberg.

Han fremhæver, at Nato i de sidste ti år er blev styrket, så 23 ud af de 32 Nato-lande nu lever op til målsætningen om at bruge mindst to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Det har medvirket til, at Nato nu har mere end 500.000 tropper i højt beredskab, og tilstedeværelse er blevet øget i det østlige del af alliancen tættest på Rusland.

Derudover er fire nye lande kommet med i Nato i Stoltenbergs periode. Ud over Sverige og Finland gælder det også Nordmakedonien og Montenegro.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT