Mark Rutte er nu formelt generalsekretær for Nato

1. OKT 2024 • 11:00UDLAND

Efter ti år i spidsen for Nato har Jens Stoltenberg tirsdag formelt overdraget posten til 57-årige Mark Rutte.

Nato har formelt fået ny generalsekretær.

Den 57-årige hollænder Mark Rutte har tirsdag overtaget posten fra norske Jens Stoltenberg.

Det skete ved en ceremoni i Natos hovedkvarter i Bruxelles.

Her gav Jens Stoltenberg Mark Rutte en træhammer i vikingestil som symbol på overdragelsen af ledelsen af Nato til den nye generalsekretær.

- Nu er det tid til at træde tilbage, og det er tid til, at du begynder din periode som generalsekretær. For at markere dette øjeblik giver jeg dig denne hammer, som blev doneret til Nato af Island i 1963.

- Den bliver brugt til specielle møder i Nato. Det er op til dig, om du vil bruge den hver dag. Kære Mark, vær venlig at modtage denne hammer og posten som generalsekretær, sagde Jens Stoltenberg i sine afsluttende bemærkninger.

Her takkede han også sin kone, Ingrid Schulerud, der tidligere har været Norges ambassadør i Belgien.

- Denne gang holder jeg mit løfte. Jeg forlader Bruxelles om få timer, sagde Stoltenberg med et smil henvendt til sin hustru.

Stoltenberg har flere gange forsøgt at forlade posten som generalsekretær for at vende hjem til Norge, men er blevet overtalt til at blive.

Nu er det dog endegyldigt slut for Jens Stoltenberg efter ti år i spidsen for Nato. Mark Rutte varsler, at han vil fortsætte Stoltenbergs linje.

- Kære Jens, i dag er Nato større og stærkere end nogensinde før. Det er i stor grad takket være dit lederskab.

- På den ene side har du sat en høj standard for din efterfølger, men på den anden side arver jeg en robust alliance, siger Mark Rutte.

I Stoltenbergs tid er Nato på ti år gået fra, at kun tre lande - til nu 23 lande - lever op til målsætningen om at bruge mindst to procent af bruttonationalproduktet på forsvar.

Det har medvirket til, at Nato har mere end 500.000 tropper i højt beredskab, og tilstedeværelse er blevet øget i det østlige del af alliancen tættest på Rusland.

Derudover er fire nye lande kommet med i Nato i Stoltenbergs periode. Ud over Sverige og Finland gælder det også Nordmakedonien og Montenegro.

Men der er brug for at fortsætte arbejdet, siger Rutte.

- Jeg er stålsat på at forberede Nato på fremtidens udfordringer. Jeg vil arbejde for, at vores forsvar forbliver effektivt og troværdigt over for alle trusler.

- Det vil kræve flere styrker med bedre kapaciteter og hurtigere innovation. Det vil kræve flere investeringer. Der er ikke nogen omkostningsfrie alternativer, hvis vi skal være klar til de udfordringer, der venter, siger Mark Rutte.

Han vil også øge Nato-landenes støtte til Ukraine og bringe Ukraine "stadigt tættere på Nato".

- Der kan ikke være nogen varig sikkerhed i Europa uden et stærkt og uafhængigt Ukraine, siger Mark Rutte.

Nato-landene har hidtil afholdt sig fra direkte at invitere Ukraine til medlemskab af alliancen. Det vil i givet fald betyde, at Ukraine blev omfattet af Natos artikel fem, den såkaldte musketered.

Dermed ville Nato-landene være forpligtet til direkte at forsvare Ukraine mod de russiske invasionsstyrker. Men på sigt er det målet, at Ukraine kommer med i Nato.

Den sidste prioritet bliver at styre partnerskaberne med lande uden for Nato, siger Rutte.

Han afsluttede sit første møde som Natos generalsekretær med et slag med den islandske vikingehammer, som Stoltenberg havde overdraget ham.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT