Rusland vil igen skrue op for udgifter til landets militær

1. OKT 2024 • 11:12UDLAND

40 procent af Ruslands offentlige udgifter skal næste år gå til sikkerhed og forsvar ifølge udkast til lov.

Rusland har planer om at øge sit forsvarsbudget med næsten 30 procent næste år.

Dermed vil landet bruge mere på militær end velfærd og uddannelse lagt sammen, viser et udkast til en finanslov.

Den russiske regering har allerede øget militærudgifterne til et niveau, som ikke er set siden sovjettiden.

Midlerne bruges blandt andet på missiler og droner til krigen i Ukraine og lønninger til landets tusindvis af soldater på frontlinjen.

Den planlagte forøgelse vil bringe Ruslands forsvarsbudget op på omkring 974 milliarder kroner i 2025.

I 2024 lød budgettet på 746 milliarder kroner.

Det tal omfatter dog ikke visse andre ressourcer, som også går til militærindsatsen. Det gælder for eksempel udgifter, der rubriceres under "indenlandsk sikkerhed" og omtales som tophemmelige.

De kombinerede udgifter til sikkerhed og forsvar står for omkring 40 procent af Ruslands samlede offentlige udgifter.

Inden udkastet til finansloven blev oversendt til parlamentet, havde den russiske regering varslet investeringer i både velfærd og militær.

"Topprioriteten" i finansloven var "social støtte til borgere", sagde finansminister Anton Siluanov under et regeringsmøde i september, der blev vist på tv.

- Den anden (prioritet, red.) er udgifter til forsvar og sikkerhed, sagde han.

Det skulle bringe "ressourcer til den særlige militæroperation", som Ruslands krig i Ukraine omtales som.

Samtidig skulle det bringe "støtte til familier til dem, som deltager i den særlige militæroperation", sagde han.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT