Mindst 58 dør under kæntring på flod i centralafrikansk republik

20. APR 2024 • 19:20UDLAND

Øjenvidner fortæller, at der var flere end 300 mennesker på båd, som er kæntret i floden Mpoko i Bangui.

Mindst 58 mennesker har mistet livet, da en overfyldt båd lørdag kæntrede på en flod i Bangui, der er hovedstad i Den Centralafrikanske Republik.

Det oplyser lederen for det nationale civilforsvar, Thomas Djimasse, til en lokal radiostation, Radio Guira.

- Vi var i stand til at samle 58 livløse op. Vi kender ikke det nøjagtige antal af mennesker, som ligger under vand, siger han.

Øjenvidner fortæller - og det fremgår også af videoer på sociale medier - at der var over 300 mennesker på båden, da den kæntrede i floden Mpoko.

Båden skulle fragte dem til en begravelse af en landsbyældste. Men kort efter båden var sat fra land, kæntrede den. Først 40 minutter senere nåede redningsfolk frem.

Maurice Kapenya, som fulgte efter båden i en kano, fordi der ikke længere var plads om bord, fortæller, at han sammen med fiskere og lokale folk samlede nogle af de druknede op. Blandt dem hans søster.

Lørdag kan man se familier, der står langs floden og spejder efter familiemedlemmer, der er meldt savnet.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU