Dansk duo styrter voldsomt i lettisk speedway-grandprix
Mikkel Michelsen blev kørt på hospitalet efter sit styrt i Riga, mens Leon Madsen kunne fortsætte.
Lørdagens speedway-grandprix i Letlands hovedstad, Riga, blev en dramatisk omgang for de to danske kørere.Allerede i sit første heat stødte Mikkel Michelsen, der havde været feltets hurtigste i kvalifikationen, i en tæt kamp om føringen sammen med verdensmester Bartosz Zmarzlik og bragede ind i banden med stor fart.
Dommerne vurderede, at danskeren var den skyldige og diskvalificerede ham, men usikkert var det, om han kunne fortsætte uanset. I hvert fald blev han ifølge løbets profil på den sociale platform X fragtet på hospitalet til yderligere undersøgelse.
Zmarzlik kunne omvendt fortsætte og blev blandt andet distanceret af en skarp Leon Madsen i heat nummer 10.
I 18. heat gik det til gengæld helt galt for Madsen, da han blev påkørt bagfra og røg voldsomt i jorden, hvilket kostede britiske Jack Holder en diskvalifikation.
Den rutinerede dansker blev tjekket grundigt og fik først efter en rum tid lov at fortsætte sin jagt på point og en plads i semifinalerne.
Det lykkedes akkurat på yderste mandat, men han formåede ikke at veksle en rolle som sidstevælger af bane til mere end en fjerdeplads, hvilket nok i nogen grad hang sammen hans tilstand så kort efter styrtet.
Også en vildfaren kædeskærm fra en af rivalerne ramte og generede danskeren i første sving, hvilket han resultatløst protesterede over til grandprixets danske dommer.
I fraværet af danskerne tog Zmarzlik sejren foran rivalen Fredrik Lindgren og Dan Bewley i finalen.
Der resterer endnu to grandprixer i VM-serien. Om en uge går det løs i Vojens, inden polske Torun om tre uger er vært for afslutningen.
Zmarzlik fører med 17 point ned til Lindgren med maksimalt 40 point at hente i resten af sæsonen.
Den 29-årige polak vandt VM-serien i 2023, 2022, 2020 og 2019.
/ritzau/