Venstrefløj demonstrerer mod Macrons valg af premierminister

7. SEP 2024 • 20:56UDLAND

Fransk venstrefløjen er vred over, at præsidenten ignorer dem og gør konservative Barnier til regeringschef.

Tusindvis af franskmænd har lørdag været på gaden for at protestere mod præsident Emmanuel Macrons beslutning om at nominere centrumhøjre-politikeren Michel Barnier til premierminister.

Den franske venstrefløj mener, at præsidenten dermed ignorerer resultatet af valget i sommer.

Venstrefløjens alliance fik flest mandater ved valget, men Macrons fløj Ensemble og højrepolitikeren Marine Le Pens National Samling fulgte tæt efter.

- Demokrati er ikke bare kunsten at vide, hvordan man accepterer sejr, men også ydmygheden til at acceptere nederlag, lyder det fra Jean-Luc Mélenchon. Han leder venstrefløjens koalition Det Ukuelige Frankrig.

- Jeg beder jer om at gå i gang med et stort slag, siger han til demonstranterne.

Macron udpegede torsdag Barnier til posten som premierminister.

Arrangørerne siger, at 300.000 har demonstreret lørdag hen over Frankrig mod Macrons valg af Barnier. Alene i Paris har 160.000 været på gaden, lyder det fra arrangørerne.

Politiet sætter antallet til 26.000.

Barnier er især i Europa kendt for at forhandle den britiske udtræden af EU. Men han tilhører ikke Macrons Parti. Han kommer fra Det Republikanske Parti. Det har sit udspring i den konservative gaullistiske bevægelse.

Barnier er i fare for øjeblikkeligt at blive kasseret. Det sker, hvis Melenchons Det Ukuelige Frankrig og Le Pens National Samling fælder ham ved en tillidsafstemning.

Le Pens stærkt højreorienterede parti har været påfaldende tavs om sagen, mens venstrefløjen har demonstreret mod Barnier.

Frankrig er under stærkt pres fra EU-Kommissionen for at reducere sit budgetunderskud for dermed at overholde de fælles europæiske regler.

Det sætter en hvilken som helt fransk regering under pres for enten at reducere sine udgifter eller sætte skatterne op. Venstrefløjen tror, at Barnier vil vælge det første og skære ned på den franske velfærdsstat.

- Han har ingen social samvittighed. Og han vil sammensætte en regering, som vil være på samme linje som den tidligere. Så det er ikke nok, siger 45-årige Jeanne Schmitt, der har deltaget i lørdagens demonstration i Paris.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT