Vælgere bliver væk ved valg i Algeriet: Præsident ligner vinder

7. SEP 2024 • 22:07UDLAND

I 2019 fjernede store prodemokratiske demonstrationer Algeriets autoritære leder. Men optimismen forsvandt.

Vælgerne i Algeriet har lørdag stemt ved et valg, som ventes at sikre præsident Abdulmadjid Tebboune en ny periode som præsident.

Ikke mindst fordi han bakkes op af militæret.

Men valgdeltagelsen viser, at der har været ringe forventninger til valget. To timer før valgstederne officielt lukkede klokken 19 havde kun 26 procent stemt.

Det er muligt, at der vil komme enkelte resultater i løbet af lørdag aften. Men der vil gå dage, måske uger ifølge AFP, før det officielle resultat kan ventes.

Tebboune er oppe imod kandidater, der ikke levnes mange chancer for at slå ham.

Hans sejr vil indebære, at Algeriet fortsat vil forsøge at styrke sin eksport af olie og gas, gennemføre begrænsede reformer for at styrke iværksættere og virksomheder, opretholde generøse subsidier på en række dagligvarer. Og ikke mindst fare hårdt frem mod regimets modstandere.

Mange af landets borgere har mistet tiltroen til demokratiske reformer, efter at Tebboune er kommet til magten.

Hans valg blev sikret i forbindelse med store prodemokratiske demonstrationer i 2019, der tvang landets mangeårige autoritære leder, Abdelaziz Bouteflika, til at træde tilbage.

Amnesty International har op til valget lørdag konstateret, at regeringen har brugt nye love til at bekæmpe kritik og gå efter politiske modstandere.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT