Aflyst Nato-øvelse blev vurderet som nødvendig af dansk hærchef

8. SEP 2024 • 02:25ERHVERV/POLITIK

1. Brigades deltagelse i stor Nato-øvelse blev i juli - måneden inden den blev aflyst - kaldt for nødvendig.

Hærkommandoen kaldte i juli Danmarks deltagelse i Nato-øvelsen "Allied Spirit" for "en nødvendig øvelse".

Det viser et notat fra 2. juli, som Berlingske har fået aktindsigt i, skriver avisen.

Det er den øvelse, som det i august kom frem, at Forsvaret dropper at sende en brigade afsted til, når den finder sted i 2025.

Det sker, fordi der ikke er råd til at deltage.

Efterfølgende lød det ifølge Berlingske fra Hærens chef, Peter Boysen, at aflysningen er den helt rigtige beslutning.

Men ifølge avisen var udlægningen altså en anden, inden det stod klart, at Hæren ikke ville få et trecifret milliontilskud til øvelsen, som ville koste 330 millioner kroner.

I notatet lyder det ifølge avisen nemlig, at øvelsen "fungerer som en nødvendig øvelse i relation til den politiske ambition om at opstille 1. Brigade som en tung brigade", der er delvist klar til indsættelse i 2028 og fuldt klart i 2032.

Det fremgår også, at en annullering af deltagelsen ville forsinke brigadens opbygning.

Adspurgt af Berlingske til formuleringerne siger hærchefen, at han siden er blevet klogere, og at han tror, de har været for "optimistiske" i deres planlægning.

Han afviser fuldstændig, at han har fået besked på at beskrive aflysningen som positiv trods Hærens egen vurdering.

- Der er nogle ting, jeg gerne vil have, vi er bedre til, før vi stresstester en hel brigade for sådan et stort beløb, siger han.

Pensioneret kontreadmiral og nuværende formand for foreningen Folk & Sikkerhed, Torben Ørting Jørgensen, siger, at han ser det som forkert at droppe øvelsen - uanset om brigaden var i mål med det, den skulle testes på. Han mener, at det er en unik mulighed for at udfolde en hel brigade.

Carsten Rasmussen, som er pensioneret brigadegeneral, og som tidligere har været kritisk over for aflysningen, siger til avisen, at Boysens forklaring er plausibel, og at det lyder som en rigtig, "men også lidt modig" beslutning.

"Allied Spirit" er en årligt tilbagevendende Nato-øvelse, som ledes af USA. Til næste år finder den sted i Tyskland.

I en pressemeddelelse, som Forsvaret sendte ud i marts, fremgik det, at man havde planer om at sende mellem 2000 og 2500 soldater fra Danmarks 1. brigade afsted i 2025.

/ritzau/

FÅ ABONNEMENT