FN vil have undersøgt amerikaners død på Vestbredden

7. SEP 2024 • 11:24UDLAND

Et dødeligt skud på en amerikansk kvinde under en protest på Vestbredden skal udredes, siger FN.

FN kræver en udredning af et dræbende skud mod en amerikansk kvinde i forbindelse med protester mod illegale bosættelser på Vestbredden.

- Vi ønsker at få klarlagt alle omstændighederne og få de ansvarslige draget til ansvar, siger Stéphane Dujarric, talsperson for FN's generalsekretær, til BBC.

- Civile skal beskyttes under alle omstændigheder, understreger han.

Den 26-årige dræbte kvinde, Aysenur Ezgi Eygi, blev født i Tyrkiet og havde både amerikansk og tyrkisk statsborgerskab.

Ifølge flere kilder blev hun ramt af et skud affyret af israelsk militær under en demonstration uden for byen Beita. I demonstrationen deltog både palæstinensere og en del udlændinge.

Fredag krævede USA, at Israel gennemfører en undersøgelse af, hvad der skete, og den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har fordømt, hvad han kalder "Israels barbariske" handlinger".

Israels militær har sagt, at det er er ved at undersøge oplysninger om, at en udlænding skulle været blevet dræbt, da der blev affyret skud mod "voldelige aktivister" i området.

Øjenvidner siger til nyhedsbureauet AP, at kvinden ikke udgjorde nogen trussel, da hun blev ramt af et skud i hovedet under protestaktionen.

USA's regering bekræfter, at det er den tyrkisk-amerikanske kvinde Aysenur Ezgi Eygi, som er død "på tragisk vis".

- Vi overbringer vores dybeste kondolence til hendes familie og til hendes kære. Vi har travlt med at indsamle oplysninger om omstændighederne ved hendes død, og vi vil sige mere, når vi har erfaret nyt, siger talsmanden for USA's udenrigsministerium, Matthew Miller.

Bosætteres overfald og i nogle tilfælde drab på lokale palæstinensere er stigende i antal. Det er blevet mødt med vrede af Israels vestlige allierede, herunder USA. En række bosættere er blevet omfattet af amerikanske sanktioner.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

15. SEP 2024 • 22:32UDLAND
Skud affyret ved golfklub nær Trump

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT