Skæve ejendomsvurderinger giver kommuner økonomiske problemer
Skæve ejendomsvurderinger vælter flere kommuners budgetter. Nu kræver kommunerne handling fra regeringen.
En række kommuner kræver øjeblikkelig handling fra regeringen, efter at de er havnet i økonomiske problemer på grund af skæve ejendomsvurderinger.Det skriver Politiken.
Kommunerne var ellers blevet lovet, at de ville blive holdt skadesløse, når de nye ejendomsvurderinger kom.
Hvidovre Kommune havde udsigt til at kunne bruge 40 millioner kroner mere på velfærd næste år, efter at regeringen og kommunerne i maj blev enige om, at kommunerne samlet kunne bruge 3,2 milliarder kroner mere i 2025.
De skæve ejendomsvurderinger har dog ført til, at Hvidovre Kommune pludselig står med et minus på 19 millioner kroner i stedet.
- Vi blev lovet, at vi blev holdt skadefri. De må få det fikset, udtaler Hvidovres borgmester, Anders Wolf Andresen (SF), til Politiken.
Flere kommuner landet over har tidligere råbt op om, at de er økonomisk trængte.
Sidste måned lød det fra regeringen, at de ville give en håndsrækning til kommunerne på 2,5 milliarder kroner.
Regeringen lavede i maj en økonomiaftale med kommunerne, som rummede historisk mange penge. Men nogle kommuner er stadig trængte - blandt andet fordi de er ramt af forkerte ejendomsvurderinger.
- Selv om vi lavede den bedste kommuneaftale i 15 år eller mere, har vi ikke påstået, at kommunerne er fri for at træffe hårde beslutninger. Nogle kommuner står i en svær situation, og det vil nogen kommuner også gøre efter i dag, sagde finansminister Nicolai Wammen (S) i august.
Hvert år forhandler regeringen med Kommunernes Landsforening (KL) om kommunernes økonomi for det efterfølgende år.
/ritzau/