Israelsk flertal imod ensidigt at etablere et Palæstina

21. FEB 2024 • 15:27UDLAND

Israels parlament støtter Netanyahus kamp mod "ensidig" oprettelse af en palæstinensisk stat.

Israels parlament har ved en afstemning onsdag med overvældede flertal støttet premierminister Benjamin Netanyahus regerings erklæring om, at den er imod en "ensidig" oprettelse af en palæstinensisk stat.

Det skriver Reuters.

Netanyahus Likud parti siger i en erklæring, at 99 ud af 120 parlamentsmedlemmer stemte for erklæringen, som blev vedtaget af regeringen tidligere denne uge.

- Israel vil fortsætte med at modsætte sig en ensidig anerkendelse af en palæstinensisk stat, hedder det i erklæringen fra Netanyahu-regeringen.

- En sådan anerkendelse af massakren den 7. oktober ville være en massiv belønning uden sidestykke for terrorisme, og det ville hindre enhver fremtidig fredsaftale.

Den israelske regerings holdning er, at en eventuel aftale med palæstinensere skal nås gennem direkte forhandlinger mellem de to sider. Det skal ikke dikteres fra international side.

Mens krigen i Gazastriben nu har stået på i over fire måneder, forsøger mæglere fra Qatar, USA og Egypten at få en aftale om våbenhvile på plads.

Forhandlingerne indebærer også overvejelser om, hvad der skal ske med Gazastriben, når krigen er slut.

De planer kan komme til at omfatte en uafhængig palæstinensisk stat til gengæld for normalisering af forholdene mellem Israel og Saudi-Arabien.

I de seneste uger har der været stadig mere diskussion om en tostatsløsning som en nødvendig forudsætning for fred i regionen efter krigen i Gaza.

Også Israels nære allierede USA presser på for en tostatsløsning.

En nylig meningsmåling viser ifølge nyhedsbureauet AFP, at et flertal på 55 procent af den israelske befolkning på nuværende tidspunkt er imod oprettelsen af en palæstinensisk stat. 37 procent er for.

Israel tog kontrol over Vestbredden og Øst-Jerusalem i 1967. Der bor i dag 700.000 bosættere i de besatte områder.

FN gav Palæstina observatørstatus i 2012, og 139 af FN's 193 medlemsstater har anerkendt Palæstina som egen stat.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU