Israel opruller spionring: Statens sikkerhed har lidt skade

21. OKT 2024 • 16:21UDLAND

Israelsk politi siger, at spionagesag er et af de mest alvorlige huller i sikkerheden set hidtil i Israel.

Israel har oprullet en spionring, som indsamlede efterretninger på vegne af iranske sikkerhedstjenester.

Det oplyser sikkerhedstjenesten Shin Bet og israelsk politi mandag.

Syv israelere i det nordlige Israel er blevet anholdt. Det er blandt andet sket i havnebyen Haifa.

En efterforskning har fundet frem til, at personer havde indsamlet efterretninger om israelske militærbaser og infrastruktur, blandt andet på energiområdet og om havne.

Israelsk politi kalder det et af de mest alvorlige huller i sikkerheden set hidtil i Israel.

- Vurderingen er, at medlemmernes aktivitet har forårsaget skade på statens sikkerhed, siger en højtstående Shin Bet-kilde, der ikke står frem med navn.

Irans udenrigsministerium har ikke umiddelbart udtalt sig om sagen.

De mistænkte - heriblandt to mindreårige - havde af to iranske agenter fået til opgave at udføre hundredvis af efterretningsopgaver ved militærbaser på tværs af landet. Det står der i den israelske meddelelse.

Målene for spionagen var blandt andet et kraftværk i byen Hadera.

Også militærbaser - især flådens og luftvåbnets - samt det israelske missilforsvar og havne har ifølge meddelelsen været udsat for spionage.

De mistænkte fik angiveligt hundredtusindvis af dollar til gengæld for deres arbejde. Dele af det er angiveligt blevet overført via kryptovaluta.

Ifølge politiet var det både pengene og et ønske om at "skade staten Israel og dens borgere", som var motivet til spionagen.

Der ventes en tiltale i de kommende dage fra det israelske anklagerkontor.

Det er langtfra første gang, at Iran anklages for efterretningsvirksomhed i Israel.

I september anholdt de israelske sikkerhedstjenester en israelsk statsborger på baggrund af mistanke om at være involveret i en iransk plan om at dræbe fremtrædende israelere. Planen skulle også omfatte premierminister Benjamin Netanyahu.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT