Hamas-medlem: Gruppens nye leder vil blive holdt hemmelig

21. OKT 2024 • 20:28UDLAND

Efter stribe af drab på Israels fjender har Hamas angiveligt planer om at holde ny leder hemmelig.

Den militante islamistiske gruppe Hamas har planer om at holde identiteten på sin nye leder hemmelig, når en sådan bliver valgt. Det vil man gøre af sikkerhedsårsager.

Det oplyser et anonymt Hamas-medlem til det britiske medie BBC mandag.

Meldingen kommer, efter at Yahya Sinwar, som var gruppens leder, onsdag blev dræbt i kamp med israelske soldater.

Bevægelsen, som er på blandt andet EU's og USA liste over terrororganisationer, har ifølge Hamas-medlemmet planer om at vælge en ny leder i marts næste år.

Indtil da styres gruppen af en komité på fem personer, som blandt andet tæller medlemmet Khalil al-Hayya.

Ifølge den kilde, som BBC har talt med, har Khalil al-Hayya taget ansvar for de fleste af gruppens inden- og udenrigspolitiske anliggender. Han kan dermed regnes som fungerende Hamas-leder.

Khalil al-Hayya stod umiddelbart under Sinwar i Gaza. Højtstående Hamas-medlemmer, som det britiske medie tidligere har talt med, har fremhævet ham som et oplagt bud på en ny leder.

Khalil al-Hayya har base i Qatar.

Yahya Sinwar var ifølge Israel hjernen bag angrebet 7. oktober 2023 på Israel.

Her blev omkring 1200 mennesker dræbt, mens omkring 250 blev taget som gidsler og bragt med tilbage til Gaza ifølge israelske opgørelser.

Israel har efterfølgende ført krig med store og ødelæggende konsekvenser for Gaza.

Over 42.500 er blevet dræbt ifølge Gazas sundhedsmyndigheder.

Hamas har også tidligere holdt identiteten på ledere hemmelig, efter at den tidligere Hamas-leder Sheikh Ahmed Yassin blev dræbt i 2003. Det samme skete for hans efterfølger.

Den person, som inden Sinwar blev set som Hamas' øverste leder - Ismail Haniyeh - blev dræbt i Irans hovedstad, Teheran, i slutningen af juli.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT