Zelenskyj kræver hjælp fra allierede efter angreb på boligblok

24. SEP 2024 • 17:22UDLAND

Zelenskyj, som er i USA til FN's Generalforsamling, beder allierede om at hjælpe med at "stoppe terroren".

Mindst tre er blevet dræbt og 24 såret i et angreb på en boligblok i byen Kharkiv i Ukraine tirsdag.

Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et opslag på det sociale medie X. Præsidenten befinder sig i USA i forbindelse med FN's Generalforsamling.

Han beder allierede om at hjælpe Ukraine med at "stoppe terroren".

- Målene for de russiske bomber var en lejlighedsbygning, et bageri, et stadion. Med andre ord almindelige mennesker, skriver Zelenskyj på det sociale medie X.

Kharkiv, som ligger omkring 30 kilometer fra grænsen til Rusland og er Ukraines næststørste by, har hyppigt været mål for russiske angreb.

Ruslands regering afviser, at civile er mål for angreb. Men tusindvis af mennesker er blevet dræbt i russiske angreb under invasionen af Ukraine.

- Der er megen diskussion nu på FN's Generalforsamling om fælles indsatser for sikkerhed og fremtid. Man bliver bare nødt til at stoppe terroren. For at få sikkerhed. For at få en fremtid, skriver Ukraines præsident.

Kharkivs borgmester, Ihor Terekhov, oplyser på beskedtjenesten Telegram, at bygningen, som blev ramte, allerede i starten af krigen blev angrebet.

- Den var næsten blevet repareret. Vinduer var installeret, der var blevet isoleret og klargjort til vinteren. Fjenden ramte den en anden gang, skriver han.

Mindst fire distrikter var ifølge Terekhov under russisk angreb i løbet af eftermiddagen. Det gjaldt også det mest tætbefolkede område i byen.

Oleh Synegubov, som er guvernør i regionen Kharkiv, oplyser, at også lejlighedsblokke i nærheden er blevet beskadiget.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT