Per Stig Møller deltager alligevel i ny Afghanistan-udredning

25. OKT 2024 • 15:25ERHVERV/POLITIK

Efter kritik af nej til at medvirke i Afghanistan-udredning har tidligere udenrigsminister nu aftalt et møde.

Tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K) skal alligevel medvirke i en ny uvildig udredning af Danmarks indsats i Afghanistan.

Det sker på et møde om 14 dage, oplyser han til Berlingske.

Oprindelig havde Per Stig Møller henvist forskerne fra Dansk Institut for Internationale Studier (Diis) til at læse sin bog "Udenrigsminister i krig og fred".

Han henviste desuden til, at han medvirkede i en anden uvildig udredning fra 2019 om Danmarks militære engagement i Afghanistan, Irak og Kosovo.

Politiken beskrev onsdag på baggrund af flere kilder, at Per Stig Møller samt tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) havde takket nej til at deltage i udredningen.

Derudover havde tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke fundet tid til et møde gennem 13 måneder. Han agter dog at give et interview, "hvis Diis og vi kan finde et tidspunkt".

Efterfølgende kritiserede Politiken og Berlingske beslutningerne på lederplads, hvilket Per Stig Møller kalder "helt hysterisk" og "kampagnejournalistik".

Han begrunder nu til Berlingske, hvorfor han oprindelig sagde nej.

- Jeg husker ikke bedre, end da jeg skrev "Udenrigsminister i krig og fred", hvor jeg havde alle papirerne. Og hvis man skal interviewe mig igen, skal jeg dykke ned i dem igen for 117. gang for ikke at komme til at sige noget forkert, siger Per Stig Møller til Berlingske.

Som udenrigsminister fra 2001 til 2010 var Per Stig Møller helt central i den danske indsats i Afghanistan, der varede fra 2002 til 2021.

Det blev bredt politisk besluttet i 2021, at Diis skal stå for at lave en ny Afghanistan-udredning.

Et af målene med udredningen er at lære af indsatsen i Afghanistan og at søge svar på det helt grundlæggende spørgsmål om, hvordan Taliban kunne genvinde magten i Afghanistan.

Den to årtier lange indsats i Afghanistan sluttede kaotisk, da Taliban i takt med tilbagetrækningen vandt mere og mere terræn.

I august 2021 lykkedes det Taliban på rekordtid at tilbageerobre magten i landet efter 20 års krig og omfattende civil og militær indsats i lande.

Den manglende deltagelse i udredningen fra tidligere centrale ministre har mødt kritik af blandt andre en tidligere general, formanden for soldaternes største fagforening og tidligere udenrigsministre som Holger K. Nielsen (SF) og Jeppe Kofod (S).

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT