Fem civile meldes døde i angreb mod besat region i Østukraine

1. JUN 2024 • 02:54UDLAND

Fem personer har ifølge de russisk indsatte myndigheder i Donetsk mistet livet i angreb mod byen.

Fem civile er blevet dræbt, og adskillige andre er kommet til skade i forbindelse med angreb mod den østukrainske region Donetsk.

Sådan lyder det natten til lørdag fra Denis Pusjilin, som er den øverste leder af regionen, på beskedtjenesten Telegram.

To personer skal have mistet livet i Kirovskyjdistriktet i regionens største by, som også hedder Donetsk. Tre meldes dræbt i Luhanske, som ligger godt 50 kilometer mod nordøst.

Det har ikke været muligt for Reuters, som var blandt de første til at bringe historien, at verificere påstanden fra Pusjilin.

Regionen Donetsk har reelt været ledet af prorussiske separatiststyrker siden den ukrainske revolution i 2014.

Pusjilin var dengang en del af ledelsen i den primære prorussiske separatistgruppe, Folkerepublikken Donetsk.

Han er siden steget i graderne, og han blev i 2018 udnævnt til øverste leder af regionen, efter at gruppens daværende øverste leder, Aleksandr Zakhartjenko, blev likvideret.

Han er medlem af det russiske regeringsparti, Jedinaja Rossija eller Forenet Rusland på dansk.

Donetsk var blandt de fire ukrainske regioner, som efter invasionen i 2022 blev besat af Rusland og indlemmet i Den Russiske Føderation.

Indlemmelsen blev kaldt ugyldig og ulovlig af Vesten.

Donetsk og de tre andre regioner, som blev indlemmet, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja, anerkendes internationalt som en del af Ukraine.

Ud over angreb mod Donetsk skulle der fredag have været angreb mod den russiske by Belgorod, som ligger nordøst for den ukrainske grænse.

Der skulle ifølge myndigheder i byen være tale om et droneangreb fra Ukraine, men ingen er blevet dræbt eller kommet alvorligt til skade, lyder det.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT