Flere højtstående Hizbollah-medlemmer meldes dræbt i angreb

28. SEP 2024 • 02:24UDLAND

Mens Hizbollahs øverste leder menes at have overlevet angreb, så er flere andre tilsyneladende blevet dræbt.

En række højtstående hærførere fra den militante bevægelse Hizbollah er blevet dræbt i israelske angreb fredag.

Det siger Israels militær natten til lørdag dansk tid.

Blandt de dræbte skal være lederen af Hizbollahs missilenhed i det sydlige Libanon. Det skriver militæret på kommunikationstjenesten Telegram.

Israelske jagerfly gennemførte angrebet og dræbte "Muhammad Ali Ismail, hærføreren i Hizbollahs missilenhed i det sydlige Libanon, samt hans nærmeste underordnede", skriver Israels militær.

Det lyder også, at "andre hærførere og terrorister fra Hizbollah blev udryddet".

Hizbollah har ikke bekræftet eller afvist Israels udmelding.

Hizbollah har heller ikke givet nogen meldinger om bevægelsens øverste leder, Hassan Nasrallah. Han var ifølge israelske medier også mål for Israels angreb.

Nyhedsbureauerne AFP og Reuters har begge citeret anonyme kilder for, at Nasrallah stadig er i live.

Israels angreb mod Libanon er blevet optrappet markant de seneste knap to uger.

Tirsdag den 17. september eksploderede en lang række personsøgere hos Hizbollah-medlemmer, og dagen efter skete det samme i walkie-talkier.

Libanon har anklaget Israel for at stå bag de koordinerede eksplosioner. Israel har ikke officielt påtaget sig skylden.

Israels angreb mod Libanon og Hizbollah foregår, samtidig med at Israel er i krig mod den militante bevægelse Hamas i Gaza.

Krigen i Gaza blev udløst af Hamas' angreb den 7. oktober for snart et år siden.

Under den krig er der også opstået kampe ved grænsen mellem Israel og Libanon. Det er de kampe, der i den seneste tid er blevet optrappet drastisk med blandt andet israelske angreb mod Libanons hovedstad, Beirut.

/ritzau/AFP

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT