Berlingskes madanmelder er forundret over kritik om dyremishandling
Efter en reportage fra en middag på Færøerne er blandt andre madanmelder Søren Frank blevet politianmeldt.
Søren Frank, der er madanmelder på Berlingske, er blevet mødt af beskyldninger om dyremishandling efter en reportage fra en middag på Færøerne.Han er desuden blevet politianmeldt.
Madanmelderen er forundret over kritikken, fortæller han nu til Berlingske.
- Det bliver lidt svært, hvis man som journalist ikke kan beskrive det, man ser. Jeg vil gerne forbeholde mig retten til også at beskrive ting i verden, som jeg ikke går ind for, siger han til avisen.
I en reportage i Berlingske 15. september omtaler Søren Frank en privat middag hos en færøsk fiskeeksportør.
Han beskriver blandt andet, at der serveres jomfruhummere, hvis haler holdes nede i kogende vand, mens der tælles til 12.
- Herefter spiser man halen, mens man holder om kløerne, så de ikke bider en i næsen. Det smager himmelsk rent, ikke mindst med et par dråber citron og lidt salt, lød det i reportagen.
Søren Frank fortæller til Berlingske, at han kun spiste én jomfruhummer, og at middagen flere gange undervejs var grænseoverskridende - herunder også tilberedningen af jomfruhummerne.
Han siger også, at han efterfølgende ville ønske, at han havde deklareret, at han ikke gik ind for den pågældende tilberedningsmetode.
Ved middagen deltog også skuespiller Pilou Asbæk.
I torsdags skrev han på Instagram, at han var ked af diskussionen.
- Det var på ingen måde min intention, at det skulle ske på bekostning af mine dyreetiske forpligtelser, som man kan sige, at jeg måske for naivt deponerede hos aftenens værter, skrev skuespilleren på Instagram.
Pilou Asbæk og to andre er ligeledes blevet politianmeldt for dyremishandling, skrev B.T. i onsdags.
Bag politianmeldelsen står Valentina Crast, der er kampagnechef hos havmiljøorganisationen Sea Shepherd. Hun er også tidligere EP-kandidat hos Alternativet.
Hun kalder seancen for "syg, ondskabsfuld og smertefuld".
Færøsk politi har bekræftet over for B.T. at have modtaget en anmeldelse om overtrædelse af dyrevelfærdsloven.
/ritzau/