EU-lande vil stramme op på tilbagesendelse af migranter

10. OKT 2024 • 11:50UDLAND

Danmark har indimellem stået ret alene i EU med stram migrationspolitik, men tonen skifter nu for alvor i EU.

Afviste asylansøgere skal vende hjem. Det samme gælder udvisningsdømte kriminelle, der ikke er i fare i deres hjemland.

Sådan lyder det fra en række EU-lande, der kræver en markant mere kontant hjemsendelsespolitik i EU.

På vej ind til et ministermøde i Luxembourg torsdag, siger Sveriges nye migrationsminister, Johan Forssell:

- Det er et vigtigt emne for Sverige. Ikke kun fordi, vi har modtaget så mange asylansøgere, men også fordi vi har investeret så meget i den nye migrationspagt.

- Derfor er det afgørende for Sverige, at vi får et robust tilbagesendelsessystem. Tilbagesendelserne skal virke. Det gør de ikke i dag, siger Johan Forssell, der torsdag deltog i sit første EU-ministermøde som migrationsminister.

Han peger på, at tre fjerdedele af de personer, der søger asyl i Sverige, ikke har krav på hjælp.

- De vil ikke få asyl, men for mange af dem vil ikke forlade Sverige. Den samme situation ser vi i mange andre EU-lande også.

- Vi skal se innovativt på det og bruge alle de værktøjer, der er i værktøjskassen, siger Johan Forssell.

Danmark har længe talt for, at der netop skal "innovative" løsninger til for at sikre hjemsendelserne, herunder muligheden for at sende afviste til tredjelande som eksempelvis Rwanda.

Idéen har tidligere fået kritik fra EU-Kommissionen og flere EU-lande, men tonen i EU er for alvor ved at skifte.

Det sker, efter at højrefløjen er gået frem ved valg i en række EU-lande fra Frankrig og Tyskland til Holland og Østrig.

Onsdag fastslog Ungarns premierminister, Viktor Orbán, at EU fremover kun bør lade folk ankomme, som på forhånd har fået en tilladelse. Det skal ifølge Orbán stoppe bådene over Middelhavet.

Italien har på sin side planer om at få Albanien til at hjælpe med at ordne asylansøgninger uden for Italien.

Selv Sverige er nu åben for modtagelsescentre i tredjelande:

- Det er en interessant idé. Men det er selvfølgelig vigtigt, at det bliver gjort på en professionel måde, der respekterer international lov, siger Johan Forssell.

Han varsler desuden, at Sverige selv vil lægge et tungere pres på afviste asylansøgere og deres hjemlande.

- Vi skal gøre mere for at presse afviste individer til at respektere loven og rejse hjem. Der er det vigtigt med en opdatering af hjemsendelsesdirektivet.

- Mange mennesker kan godt rejse hjem, hvis de vil. Problemet er, at de ikke vil, siger den svenske minister.

Han varsler desuden, at Sverige kan ende med at trække udviklingsbistanden fra lande, der ikke tager imod egne borgere.

Ud over at hjemsende flere er EU-landene også i gang med at styrke grænsekontrollen.

I alt otte lande, inklusive Tyskland, har genindført grænsekontrol inden for Schengen-zonen.

Blandt landene er også Danmark, som har øget kontrollen ved de svenske og tyske grænser med henvisning til terrortrusler og bandevold.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT