Store naturområder vil sætte fut i dyre- og plantelivet

10. OKT 2024 • 15:00INDLAND/KRIMINAL

Biodiversitetsrådet udpeger konkrete områder, hvor Danmark bør sætte ind for at bevare en mangfoldig natur.

Store sammenhængende naturområder er den bedste vej til at sikre et varieret natur- og dyreliv i Danmark.

Det fremgår torsdag i et notat fra Biodiversitetsrådet.

Rådet har identificeret en række arealer, hvor man med målrettede indsatser kan skabe den største effekt i Danmark, hvor flere dyre- og plantearter er uddøde eller i fare for det.

Notatet er udarbejdet på baggrund af tre analyser foretaget af Københavns Universitet, Aarhus Universitet og rådet selv.

- Vi kommer med en vurdering af, hvor indsatsen skal være, hvis vi skal have mere og bedre natur i Danmark.

- Det handler om, hvor biodiversitetsindsatsen skal målrettes. Hvilke konkrete arealer skal vi gå i gang på, siger forperson i Biodiversitetsrådet, Signe Normand, der er professor ved Aarhus Universitet.

Rådet har sammensat et danmarkskort, der blandt andet viser, at det er muligt at etablere sammenhængende arealer langs Jyllands vestkyst og i et bælte hen over Midtjylland.

Der er også potentiale for store ubrudte naturområder i Djursland samt Vest- og Nordsjælland.

- Når man skaber store områder og beskytter dem, så får biodiversiteten både meget plads og tid.

- Det giver mulighed for store bestande, og at arterne kan overleve på lang sigt, siger Signe Normand.

Hun fortæller, at bestanden af lærker i Danmark er halveret i hendes egen levetid. Antallet af viber er i samme periode gået tilbage med 80 procent, siger professoren.

Mange insektarter som sommerfugle er forsvundet, hvilket truer hele økosystemer, da insekterne er føde for andre arter og er med til at bestøve planter.

- Der er brug for, at der gøres en indsats for biodiversiteten. Det går tilbage. Vi gør ikke nok for at skabe bedre forhold.

- Vi ved, at det handler om plads, kvalitet og tid. Når vi giver naturen tid, så kan levestederne udvikle sig, siger Signe Normand.

Biodiversitetsrådet består af ni forskere, professorer og lektorer fra landets universiteter. Deres rolle er at rådgive politikere gennem uvildige rapporter og komme med anbefalinger.

I 2023 opfordrede rådet politikerne til at indføre en dansk biodiversitetslov.

EU har en målsætning om, at 30 procent af EU's areal til lands og havs skal være beskyttet natur i 2030. En tredjedel skal være strengt beskyttet. Regeringen har et mål om at bidrage til EU-målet.

Biodiversitetsrådet estimerede sidste år, at 1,6 og 1,9 procent af land- og havarealet i Danmark bidrog til de internationale mål om beskyttede områder. Ingen områder er strengt beskyttede.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT