28 dræbt i israelsk luftangreb på center for internt fordrevne

10. OKT 2024 • 13:05UDLAND

Ifølge sundhedspersonale er 28 dræbt, og over 54 er såret i et angreb på en skole i Gazastriben.

Mindst 28 palæstinensere er dræbt, og 54 er såret i et israelsk luftangreb på Rufaida-skolen i den vestlige del af Deir al-Balah.

Det oplyser personalet på al-Aqsa-hospitalet ifølge nyhedsbureauet NTB.

Skolen er modtagecenter for internt fordrevne mennesker i den centrale del af Gazastriben, oplyser personalet.

Efter at den israelske hær, Israel Defense Forces (IDF), har flyttet sit hovedfokus nordpå mod Hizbollah i Libanon, er den fortsat med at angribe, hvad den kalder militante mål i den palæstinensiske enklave ved Middelhavet.

Israel har flere gange udført angreb på skoler, der bruges som beskyttelsesrum i Gazastriben, og som den hævder, er skjulesteder for Hamas og andre væbnede palæstinensiske grupper.

IDF oplyser, at dette angreb også var rettet mod militante mål.

- Forud for angrebet blev der taget en række skridt for at reducere risikoen for at skade civile, herunder brug af præcisionsvåben og overvågning af luftangreb, lyder det fra IDF i en udtalelse.

Også i Libanon er der blevet udført angreb, oplyser IDF.

Natten til torsdag har Israel udført angreb på Beiruts forstæder og ramt ammunitionsdepoter i området, oplyser den ifølge nyhedsbureauet dpa. Beiruts forstæder betragtes som Hizbollah-højborge.

Ifølge IDF er to af den militante gruppes medlemmer blevet dræbt i angrebene.

Det drejer sig om Ahmad Moustafa al-Haj Ali og Mohammad Ali Hamdan, skriver IDF på X. Det er ikke bekræftet af Hizbollah.

Ifølge det libanesiske sundhedsministerium har de israelske luftangreb dræbt fem nødhjælpsarbejdere.

I alt er 110 Hizbollah-mål blevet ramt i løbet af det seneste døgn, lød det fra IDF torsdag morgen.

Mandag var der årsdag for den militante Hamas-bevægelses angreb på Israel den 7. oktober sidste år.

Den seneste måned er konflikten intensiveret mellem Israel og libanesiske Hizbollah, der støtter Hamas. Israel er blandt andet gået ind i Libanon på landjorden.

Flere lande og organisationer har opfordret til en våbenhvile på grund af den humanitære krise i Gazastriben og bekymringen for en lignende situation i Beirut.

USA's præsident, Joe Biden, og Israels præsident, Benjamin Netanyahu, skal i de kommende dage være i tæt kontakt og talte onsdag i telefon sammen for første gang i flere måneder.

USA er Israels tætteste allierede og støtte i krigen i Mellemøsten.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT