Vegetaren-forfatter får Nobelpris for poetisk skrivestil

10. OKT 2024 • 14:02UDLAND

Den 53-årige sydkoreaner Han Kang blev torsdag tildelt Nobelprisen for sit mangeårige forfatterskab.

Nobelprisen i litteratur går til den kvindelige sydkoreanske forfatter Han Kang, meddeler Det Svenske Akademi i Stockholm.

Den 53-årige sydkoreaner er bedst kendt for sin bog "Vegetaren" fra 2007, der førte til hendes internationale gennembrud.

Flere af Han Kangs bøger er også oversat til dansk. Blandt andet "Lektioner i græsk" og "Hvid".

Akademiet fremhævede torsdag Han Kangs evne til at skrive intens, poetisk prosa og bore i menneskets skrøbelighed.

- Hun har en unik viden om forbindelserne mellem krop og sjæl, de levende og de døde, og med sin poetiske og eksperimenterende stil har hun skabt fornyelse i samtidsprosaen, siger Anders Olsson, formand for akademiets Nobelkomité, ifølge Reuters.

Han Kang debuterede i 1993 med flere digte, mens hendes første bog, novellen "Love of Yeosu", blev udgivet to år senere.

Med litteraturprisen følger 11 millioner svenske kroner svarende til 7,2 millioner danske kroner.

Litteraturprisen tildeles som hovedregel på baggrund af de samlede værker hen over et forfatterskab. I få tilfælde har akademiet valgt at tildele prisen for et specifikt værk.

De nominerede til Nobelprisen i litteratur er hemmelige, så kun en lukket kreds ved, hvem der ellers var med i opløbet.

Allerede i efteråret 2023 begyndte Nobelkomitéen at tage imod indstillinger. Ad flere omgange er feltet blevet indskrænket til fem nominerede, hvis værker bliver læst igennem fra juni til august.

Herefter sætter litteraturakademiet sig sammen og diskuterer de enkelte forfatteres bidrag.

I begyndelsen af oktober vælger akademiet, hvem der skal tildeles prisen før torsdagens offentliggørelse.

Litteraturprisen er en af de fem oprindelige Nobelpriser. I dag uddeles der seks.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT