Dansk aftale med Tyskland skal forkorte togrejsendes ventetid

10. OKT 2024 • 14:31ERHVERV/POLITIK

Dansk politi skal fremover kunne stå på toget i Tyskland og påbegynde grænsekontrol, mens toget kører.

Danmark og Tyskland har torsdag indgået en aftale, der skal få togtrafikken til at glide nemmere i forbindelse med kontrol, når tog krydser grænsen fra Tyskland til Danmark og omvendt.

Det meddeler Justitsministeriet på sin hjemmeside.

Konkret skal det være muligt for begge lande at udføre kontrol på tog fra det øjeblik, hvor togene krydser den nationale grænse. Det betyder, at dansk politi kan stå på toget i Tyskland og påbegynde kontrol af rejsende i det øjeblik, at toget kører ind på dansk territorium.

- Det er samtidig vigtigt, at kontrollen tilrettelægges så smidigt som muligt, så den giver færrest mulige gener for pendlerne, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) til hjemmesiden.

- Det gælder ikke mindst i den nye situation, vi står i, nu hvor Tyskland også har indført grænsekontrol mod Danmark. Med den nye aftale kan de mange togpendlere, der krydser grænsen for at gå på arbejde, gå i skole eller besøge familien, se frem til mindre ventetid, siger han.

Togtrafikken mellem Danmark og Tyskland er blevet forøget markant over de senere år, blandt andet på grund af arbejdet med at etablere Femern-forbindelsen mellem de to lande.

Tidligere kunne dansk politi først stå på toget, når toget holdt ved den første station i Danmark efter ankomst fra Tyskland.

Den nye aftale, hvor politiet kan indlede kontrollen, mens toget kører, skal altså være med til at forkorte rejsetiden.

Aftalen, som træder i kraft på lørdag, får også den effekt, at borgere i Danmark nær grænsen mod Tyskland vil kunne støde på tysk politi iført deres nationale tjenesteuniform.

De pågældende personer fra det tyske forbundspoliti skal "i videst muligt omfang opholde sig på ankomst- eller afgangsperronen, og omstigningen skal være tilrettelagt således, at de pågældende personer opholder sig på togstationen i så kort tid som muligt".

Det tyske politi kan også blive transporteret til eller afhentet fra den danske togstation i tysk politikøretøj.

Det fremgår også af aftalen, at de tyske betjente, når de befinder sig på dansk territorium, skal bære deres tjenestevåben, så de "vækker mindst mulig opsigt".

De samme ting er gældende for dansk politi, der opholder sig på tysk territorium.

Politi fra de to lande må ikke yde myndighedsbeføjelser på det andet lands territorium, for eksempel udøve kontrol, anvende magtmidler eller true med at anvende magtmidler, fremgår det af aftalen.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT