Amerikansk læge evakueret fra Rafah er ramt af skyldfølelse

18. MAJ 2024 • 05:45UDLAND

Mahmoud Sabha er en del af en gruppe af amerikanske læger, som er blevet evakueret, efter de sad fast i Gaza.

Hustruen til en amerikansk læge, der er blevet evakueret fra Gazastriben, siger, at hendes mand er ramt af "overlevers skyldfølelse".

Det skriver mediet CNN.

Lægen Mahmoud Sabha er en del af en gruppe af amerikanske læger, som er blevet evakueret, efter at de sad fast i Gazastriben som følge af Israels militære offensiv i byen Rafah i det sydlige Gazastriben.

Her blev grænseovergangen til Egypten lukket, inden de som planlagt havde nået at forlade Gazastriben.

39-årige Sabha er specialiseret i sårpleje og var for anden gang udsendt til Gazastriben, men skulle efter planen have forladt området sidste mandag.

Han hustru, Samaiya Mushtaq, fik fredagen forinden kendskab til, at planerne var blevet ændret gennem en telefonsvarerbesked.

- Han sagde, at vi ikke rejser ud mandag, og jeg husker, at jeg lyttede og bare svarede nej, nej, nej, har hun sagt til CNN.

Af gruppen på i alt 20 amerikanske læger, er tre blevet i Gazastriben. 17 er blevet evakueret.

Samaiya Mushtaq tror, at hendes mand ønsker at vende tilbage til Gazastriben, når det igen bliver muligt.

Israel hævder, at den militante palæstinensiske bevægelse Hamas har fire bataljoner - eller op til 4000 soldater - i Rafah.

Det israelske militær kan ikke vinde krigen i Gazastriben uden at nedkæmpe de hamasstyrker, der befinder sig i byen, mener Israels regering.

Krigen har varet syv måneder. Den brød ud, efter at Hamas angreb Israel, dræbte cirka 1200 mennesker og tog 250 gidsler 7. oktober sidste år.

Foreløbig har krigen kostet flere end 35.000 palæstinensere livet, lyder det fra de hamaskontrollerede myndigheder i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU