19 formodede kartelmedlemmer dræbt under skudveksling i Mexico

23. OKT 2024 • 05:54UDLAND

En mand, der formodes at være lokal leder af Sinaloa-kartellet, er blevet anholdt under skudveksling i Mexico.

19 formodede kartelmedlemmer er blevet dræbt under et skyderi i den mexicanske delstat Sinaloa mandag.

Det oplyser Mexicos forsvarsministerium i en udtalelse sent tirsdag aften lokal tid.

En lokal kartelleder er desuden blevet anholdt, oplyses det.

Skyderiet begyndte, da omkring 30 bevæbnede mænd åbnede ild mod en gruppe soldater nær storbyen Culiacan.

Det lykkedes flere af de formodede kartelmedlemmer at flygte, da soldaterne skød igen, lyder det fra forsvarsministeriet.

Den mand, der blev anholdt i forbindelse med skudvekslingen, formodes at være en lokal leder af Sinaloa-kartellet.

I forbindelse med skudvekslingen, er der blevet beslaglagt syv køretøjer, lige knap 30 skydevåben samt et ukendt antal veste og hjelme.

Kartellet, der deler navn med delstaten, er et af de største og mest voldelige i Mexico.

Ismael "El Mayo" Zambada, der er medstifter af Sinaloa-kartellet, blev anholdt i USA i juli, og det har medført, at problemet med vold i området er vokset.

Anholdelsen menes at have udløst en intern magtkamp mellem fraktioner i narkokartellet.

I begyndelsen af oktober oplyste anklagemyndigheden i delstaten Sinaloa, at 150 personer i løbet af en måned havde mistet livet i forbindelse med den interne strid i det mexicanske narkokartel.

Mexico har en af de højeste mordrater i verden. Siden 2006 er over 450.000 personer blevet dræbt i landet.

Meget af volden stammer fra bandekriminelle og narkokarteller.

I nyere tid har det lydt fra den politiske top, at volden skal standses gennem socialpolitik.

Mantraet hos præsident Andrés Manuel López Obrador, der forlod embedet i begyndelsen af oktober, har været "kram, ikke kugler".

Landets nye præsident, Claudia Sheinbaum, har sagt, at hun vil følge den samme drejebog.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT