Vidnesbyrdsindsamling skal bekæmpe sexisme i musikbranchen

23. OKT 2024 • 07:12INDLAND/KRIMINAL

De næste måneder står Kvinfo bag projekt, hvor folk i musikbranchen anonymt kan dele ubehagelige oplevelser.

En vidnesbyrdsindsamling skal være med til at bekæmpe udfordringer med sexisme i musikbranchen.

Det skriver videnscentret for køn og ligestilling Kvinfo onsdag i en pressemeddelelse.

Udøvende musikere og andre ansatte i branchen kan anonymt dele deres oplevelser i oktober og november.

Vidnesbyrdene skal hjælpe med at udvikle fælles tiltag og løsninger.

Musikeren Pernille Rosendahl sidder med i et advisory board, og hun betoner vigtigheden af at få de personlige historier frem for at skabe en mere inkluderende branche.

- Det er selvfølgelig hård kost at skulle lytte til vidnesbyrd, men jeg tror, det er vigtigt, at vi kan tåle at blive i ubehaget lidt endnu.

- Der er utrolig meget viden at hente i de historier, der bunder i levet liv i musikbranchen, og kun med viden har vi et sagligt grundlag for at komme videre, siger Pernille Rosendahl i pressemeddelelsen.

Musikeren stillede sig tidligere på året frem og fortalte om sine oplevelser i DR-dokumentaren Sexisme i musikbranchen.

I dokumentaren fortalte en lang række musikere, primært kvinder, at de var blevet vurderet på overfladiske ting fremfor deres musikalske evner.

Flere kvinder berettede om direkte grænseoverskridende adfærd fra mandlige kolleger eller ledere.

Meningen med projektet er ikke at udpege syndebukke, men i stedet at afkode underliggende strukturerer.

- Vi kommer til at have fokus på den strukturelle sexisme, ikke på enkeltpersoner, siger Henriette Laursen, direktør i Kvinfo, i pressemeddelelsen.

Indsamlingen af vidnesbyrd vil foregår i oktober og november, inden der senere vil blive udgivet en delrapport. Herefter vil der blive lavet nogle såkaldte analyse-, strategi- og udviklingslabs.

Til sidst udgives en rapport indeholdende initiativer, som musikbranchen forpligter sig til at overholde.

Projektet, der er blevet tildelt navnet Lyden af mod, bliver støttet af Tuborgfondet.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT