Ti ansatte er fortid i Moderaterne efter sag om arbejdsmiljø

23. SEP 2024 • 16:38ERHVERV/POLITIK

Tre ansatte er fyret, mens syv andre i Moderaternes sekretariat har sagt op efter sag om dårligt arbejdsmiljø.

Der er hverken sexisme eller sexchikane i Moderaterne, har partiets politiske leder, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, tidligere udtalt. Men mandag siger han, at der har hersket en mobbekultur i partiet.

Derfor er der fyret tre medarbejdere i partiets sekretariat. Desuden har syv valgt at sige op. Så i alt er der altså tale om ti personer, som nu er fortid i regeringspartiet. Det svarer til cirka en fjerdedel af partiets sekretariat.

- Vi har faktisk også studenter, der har gjort brug af det, og som stod til udløb af deres ansættelse, som nu altså pludselig fik en mulighed for at stoppe med løn og måske bygge en mere dynamisk bro til det, de skal videre i deres liv, siger Løkke til Ritzau.

Han tilføjer, at han finder det "lidt for generøst", at partiet har tilbudt ansatte, hvis kontrakter alligevel ville udløbe, en fratrædelse med tre måneders løn.

Tidligere mandag kom det frem i flere medier, at det er i partiets politiske afdeling, at der angiveligt har været problemer.

Løkke konstaterer, at "vi har en enkelt afdeling i vores sekretariat, hvor vi vurderer, at hvis det skal komme til at fungere, så bliver vi nødt til at starte på en frisk".

De fyrede kan søge deres job igen, tilføjer Løkke. Afdelingen har brug for en "genstart", siger Løkke.

Sagen så dagens lys i slutningen af august, efter at først B.T. kunne fortælle, at en række nuværende og tidligere ansatte havde sendt en klage til Arbejdstilsynet om arbejdsmiljøet i partiets sekretariat.

I klagen beskrives et miljø med mobning og sexisme i organisationen.

Arbejdstilsynet har efterfølgende været på besøg hos Moderaterne. I weekenden fik partiet ifølge Løkke resultatet. Der kom ifølge Løkke også et resultat fra den undersøgelse, som en erhvervspsykolog har lavet.

Det har Moderaternes ledelse handlet på og truffet en række beslutninger ud fra, lyder det fra Løkke.

Sagen har også haft den konsekvens, at folketingsmedlemmet Jeppe Søe, der var med til at stifte partiet, har forladt Moderaterne og er blevet løsgænger.

Han var og er fortsat utilfreds med ledelsens håndtering. Søe mener, at der skulle have været en uvildig undersøgelse af arbejdsforholdene, men det afviste ledelsen.

Her anså man tilknytningen af en erhvervspsykolog som en undersøgelse. Søe mener, at det er de forkerte, der er blevet fyret, og peger på, at ledelsen fejlagtigt ifølge ham går helt fri.

Sagen har til gengæld ikke fået konsekvenser for nogle af de nuværende ledere i sekretariatet. Både partisekretær Kirsten Munch Andersen og kommunikationschef Ulla Østergaard var omtalt i indberetningen til Arbejdstilsynet ifølge B.T.

- Fordi det har den afdækning af situationen i Moderaterne, vi har foretaget, ikke givet anledning til, siger Løkke.

- Jeg kan ikke lave standret og agere på en anonym klage til Arbejdstilsynet, som jeg ikke engang har set. Vi kan ikke agere på løse påstande i medierne uden afsender, siger han.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT