Uhre netter for fjerde kamp i træk i USA

23. SEP 2024 • 07:36SPORT

Den danske angriber Mikael Uhre scorede det første mål for Philadelphia Union, der slog DC United med 4-0.

Danske Mikael Uhre er inde i en stærk scoringsstime i USA, og natten til mandag dansk tid blev den udbygget, da angriberen kom på tavlen for fjerde kamp i træk for sin amerikanske klub, Philadelphia Union.

Det skete i holdets 4-0-sejr over DC United, der blandt andre havde den tidligere Premier League-angriber Christian Benteke i startopstillingen.

Uhre åbnede målscoringen, og frontløberen er nu oppe på 10 ligascoringer i 26 kampe den bedste amerikanske fodboldrække, MLS.

Med nattens scoring tangerede han dermed seneste sæsons måltotal.

Danskeren har med fire grundspilskampe og potentielt flere slutspilskampe tilbage af sæsonen mulighed for at jagte sin mest scoringsrige sæson i MLS, der kom i 2022, hvor han nettede 13 gange i alt.

Sejren natten til mandag dansk tid var vigtig i Philadelphias jagt på en slutspilsplads.

Uhres mandskab ligger på niendepladsen i den østlige konference, hvor de ni bedste hold spiller sig i slutspillet.

Philadelphia har to point ned til nærmeste forfølger, CF Montreal, inden de fire sidste grundspilsrunder.

Der skulle ikke gå lang tid af opgøret mod DC United, inden Mikael Uhre udnyttede sin gode placeringsevne i målfeltet.

I det 13. minut kom danskeren på tavlen, da Quinn Sullivan servicerede ham med et fladt indlæg.

Uhre kunne derefter tæt under mål uden problemer med en inderside sende bolden i det tomme mål.

Få minutter senere øgede Uhres holdkammerat Daniel Gazdag føringen.

I anden halvleg af opgøret blev sejren cementeret med to Philadelphia-scoringer yderligere.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT